Hærmændene paa Helgeland
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
lidt, men fatter sig og siger:)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler uttrykket]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
hos ham [HIS: Punktum mangler. Mellomrom intakt.])
ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneoverskrift]
forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)
Faksimile
HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND
SKUESPIL I FIRE
AKTER
OTTENDE OPLAG
[
Logo: Gyldendalske Boghandels forlagsstempel
]
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1898
Faksimile
Faksimile
PERSONERNE
:
Ørnulf fra
fjordene
, landnamsmand på Island.
Sigurd hin stærke, søkonge.
Gunnar herse, rig bonde på Helgeland.
Thorolf, Ørnulfs yngste søn.
Dagny, Ørnulfs datter.
Hjørdis, hans fosterdatter.
Kåre bonde, en helgelænding.
Egil, Gunnars søn, fire år gammel.
Ørnulfs sex ældre sønner.
Ørnulfs og Sigurds mænd.
Gæster, huskarle, terner,
fredløse mænd,
o. s. v.
(Handlingen foregår i Erik
blodøkses
tid på og i nærheden
af
Gunnars
gård på Helgeland i det nordlige Norge.)
gård på Helgeland i det nordlige Norge.)
Faksimile
Faksimile
FØRSTE
AKT
.
(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen.
Til venstre
et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
viken; langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
det er vinter med snetykke og storm.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
viken; langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
det er vinter med snetykke og storm.)
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med sølv-
belte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han
et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene,
klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt
lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)
belte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han
et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene,
klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt
lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)
Sigurd
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og
prøver at bryde døren op).
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og
prøver at bryde døren op).
Ørnulf
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende
ham, stiger ned og råber):
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende
ham, stiger ned og råber):
Vig marken, hærmand!
Sigurd
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
Det var første gang ifald jeg gjorde det!
Ørnulf.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely
for mine stivfrosne mænd.
for mine stivfrosne mænd.
Faksimile
s. 6
Sigurd.
Og jeg for en mødig kvinde.
Ørnulf.
Mine mænd
er
mere værd end dine kvinder!
Sigurd.
Så må skoggangsmænd stå højt i
pris
på
Helgeland!
Helgeland!
Ørnulf
(hæver spydet).
(hæver spydet).
Dyrt skal du bøde for de ord!
Sigurd
(drager sit sværd).
(drager sit sværd).
Nu vil det gå dig ilde, gubbe!
(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forsvarer sig.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(
[HIS: mangler uttrykket]
Dagny og nogle af
Sigurds mænd kommer
fra stranden; Ørnulfs
seks
sønner fra fjeldene til højre .)
sønner fra fjeldene til højre .)
Dagny
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte,
råber ned til skibene):
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte,
råber ned til skibene):
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides
med en fremmed!
med en fremmed!
Ørnulfs sønner.
Til hjælp for gubben!
(de
stiger
ned.)
Sigurd
(til sine mænd).
(til sine mænd).
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
Ørnulf
(til sønnerne).
(til sønnerne).
Lad mig
slås
i fred! (farer ind på Sigurd.) Jeg vil
se dit blod!
se dit blod!
Faksimile
s. 7
Sigurd.
Se
først dit eget!
(sårer ham i armen, så at spydet falder.)
Ørnulf.
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du
véd
at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!
Sigurd
(smilende).
(smilende).
Så er skammen ham til hæder!
Ørnulfs sønner
(med et udråb af forundring).
(med et udråb af forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
Ørnulf.
Men hvassere ramte du den nat, du rante
Dagny, min datter !
(kaster hætten tilbage.)
Dagny, min datter !
Sigurd og hans mænd.
Ørnulf fra Fjordene!
Dagny
(glad, men dog med et udtryk af uro).
(glad, men dog med et udtryk af uro).
Min fader og mine brødre!
Sigurd.
Stil dig bag ved mig.
Ørnulf.
Det gøres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd.) Jeg
drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje,
derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet
sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste
idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mel-
lem os!
drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje,
derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet
Faksimile
s. 8
sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste
idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mel-
lem os!
Sigurd.
Bedst, ifald det så kunde føje sig.
Ørnulf.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe;
så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf.
Sigurd
(ryster hans fremrakte hånd).
(ryster hans fremrakte hånd).
Lad det være de sidste
sværdhug,
der skiftes
mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme
i den sag, der er os imellem; er du villig til at
vælge de vilkår?
mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme
i den sag, der er os imellem; er du villig til at
vælge de vilkår?
Ørnulf.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. (til de
øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen
gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar
herse som vikinger på Island og havde fredland der
den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar
med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du,
Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort
med hende. For dette ran dømmes du til at bøde
tre hundrede i sølv, og skal med det din ufreds-
gerning være sonet.
øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen
gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar
herse som vikinger på Island og havde fredland der
den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar
med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du,
Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort
med hende. For dette ran dømmes du til at bøde
tre hundrede i sølv, og skal med det din ufreds-
gerning være sonet.
Sigurd.
Billige kår tykkes mig at
være,
hvad du der
byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger
til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
Ædhelstan i England og så god, som nogen mand
har båret den på Island.
byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger
til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
Ædhelstan i England og så god, som nogen mand
har båret den på Island.
Faksimile
s. 9
Dagny.
Ret
så,
min bolde husbond; og tak,
du,
min
fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)
fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
Ørnulf.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal
Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at
agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine fræn-
ders minde.
Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at
agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine fræn-
ders minde.
Sigurd.
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!
Ørnulf.
Det tænker jeg
forvisst
jeg kan, og vil på stand
friste, hvor god du er mig.
friste, hvor god du er mig.
Sigurd.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad
kræver du?
kræver du?
Ørnulf.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid
til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve
ransbøder for Hjørdis.
til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve
ransbøder for Hjørdis.
Sigurd
(overrasket).
(overrasket).
Gunnar!
Dagny
(ligeså).
(ligeså).
Og Hjørdis, – hvor
er
de at
finde?
Ørnulf.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
2
Faksimile
s. 10
Sigurd.
Og den ligger –?
Ørnulf.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?
Sigurd
(med undertrykt bevægelse)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
(med undertrykt bevægelse)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurgt fra
Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen.
Vidt foer jeg i viking og tjente mange konger uden-
lands, medens Gunnar sad hjemme. Hid under land
kom jeg i dag i lysingen, fordreven af uvejret; at
Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig
nok vitterligt, men –
Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen.
Vidt foer jeg i viking og tjente mange konger uden-
lands, medens Gunnar sad hjemme. Hid under land
kom jeg i dag i lysingen, fordreven af uvejret; at
Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig
nok vitterligt, men –
Dagny
(til Ørnulf).
(til Ørnulf).
Og i det
ærend
foer
du hjemmefra?
Ørnulf.
Så er det. (til Sigurd.) At vi to mødtes har været
et værk af de vældige deroppe; de vilde det så.
Havde jeg tænkt på at søge dig, så vidste jeg lidet
hvor du var at finde.
et værk af de vældige deroppe; de vilde det så.
Havde jeg tænkt på at søge dig, så vidste jeg lidet
hvor du var at finde.
Sigurd
(tankefuld).
(tankefuld).
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den sag med
Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den
stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den
stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
Ørnulf.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil
sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange
hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende,
sad jeg i boden og drak sammen med mine herreds-
mænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord
måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet
på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at
fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn
for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg
havde vidst at fremme min sag.
sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange
hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende,
sad jeg i boden og drak sammen med mine herreds-
Faksimile
s. 11
mænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord
måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet
på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at
fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn
for ranet og aldrig fare hjem til Island igen, før jeg
havde vidst at fremme min sag.
Sigurd.
Ja, ja! står det så, da skønner jeg nok at sagen
må drives stærkt ifald det trænges om.
må drives stærkt ifald det trænges om.
Ørnulf.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være,
og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand.
Glad er jeg også at jeg foer i denne færd; tiden
faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå
vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig
for som jeg måtte ud på dem engang til førend
jeg –; nå ja, – Bergthora, min gode hustru, var jo
død for længe siden, mine ældste sønner foer hver
sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til –
og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand.
Glad er jeg også at jeg foer i denne færd; tiden
faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå
vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig
for som jeg måtte ud på dem engang til førend
jeg –; nå ja, – Bergthora, min gode hustru, var jo
død for længe siden, mine ældste sønner foer hver
sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til –
Dagny
(glad).
(glad).
Thorolf er med? Hvor er han?
Ørnulf.
Ude på skibet. (peger mod baggrunden
til højre
.[HIS: Svakt punktum.]) Der
skal du se en gut; stor og stærk og fager er han
bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en
ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at
ligne dig.
skal du se en gut; stor og stærk og fager er han
bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en
ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at
ligne dig.
Dagny
(smilende).
(smilende).
Det er nu som før, skønner jeg; stedse stod
Thorolf dit hjerte nærmest.
Thorolf dit hjerte nærmest.
2*
Faksimile
s. 12
Ørnulf.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf
kommer det.
kommer det.
Sigurd.
Men sig mig nu, – dit
ærend
hos Gunnar
herse, – tænker du alt idag –?
herse, – tænker du alt idag –?
Ørnulf.
Heller
idag end imorgen. Med rimelige bøder
skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt
forlig, så får han friste de kår, som følger på.
skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt
forlig, så får han friste de kår, som følger på.
(
[HIS: mangler uttrykket]
Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmels-
kofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)
kofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)
Kåre.
Godt møde, hærmænd!
Ørnulf.
Hærmænds møde skattes sjelden godt.
Kåre.
Er
I hæderlige mænd,
så
tilsiger
I mig fred
iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter
livet!
iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter
livet!
Ørnulf.
Gunnar herse!
Sigurd.
Så har du øvet ondt imod ham!
Kåre.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg
sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk
tog mine bedste okser bort, og en af mændene
skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham
og fældte ham.
sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk
tog mine bedste okser bort, og en af mændene
skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham
og fældte ham.
Faksimile
s. 13
Ørnulf.
Det var lovlig gerning.
Kåre.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med
ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide
og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for
mine avindsmænd leder om mig.
ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide
og slap bort; dog, stakket frist kan jeg vente, for
mine avindsmænd leder om mig.
Sigurd.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid
kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det
véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det
véd jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
Kåre.
Gunnar har ingen
del
i al den ufærd, han er
sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru –
sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru –
Dagny.
Hjørdis!
Ørnulf
(mumlende).
(mumlende).
Ja,
ja, det kunde ligne hende!
Kåre.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var
han villig til at tage, men så kom Hjørdis til, ægged
sin husbond med mange hånlige ord og hindred for-
liget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges –
han villig til at tage, men så kom Hjørdis til, ægged
sin husbond med mange hånlige ord og hindred for-
liget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges –
Sigurd
( ser ud til venstre ).
( ser ud til venstre ).
Der
kommer
vejfarende mænd nordefter, er det
ikke –?
ikke –?
Kåre.
Det er Gunnar herse selv!
Faksimile
s. 14
Ørnulf.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer
forligte.
forligte.
(
[HIS: mangler uttrykket]
Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre.[HIS: Kun rester av punktum.] Han er klædt [HIS: Prep. 'i' mangler, mellomrom intakt.]
husdragt , brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse.)
husdragt , brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse.)
Gunnar
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede).
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
Ørnulf.
Der
ser
du ret nok.
Gunnar
(træder nærmere).
(træder nærmere).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kom-
mer med fred.
mer med fred.
Ørnulf.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
Sigurd
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar!
Gunnar
(glad).
(glad).
Sigurd – fosterbroder! (ryster hans hånd.[HIS: Svakt punktum.])
Ja,
er
du med, da véd jeg visst , at Ørnulf kommer med
fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad
ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne;
det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
du med, da véd jeg visst , at Ørnulf kommer med
fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad
ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne;
det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
Ørnulf.
Som du
siger;
stor tort voldtes
mig,
da du
foer med hende fra Island uden at søge mit minde.
foer med hende fra Island uden at søge mit minde.
Faksimile
s. 15
Gunnar.
Du kommer med ret og skel; har svenden
flængt,
så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig,
Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det,
så skal vi snart forliges.
så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig,
Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det,
så skal vi snart forliges.
Sigurd.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
Gunnar
(med varme).
(med varme).
Det må du, gubbe; skulde du værdsætte hende
som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå!
som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå!
Ørnulf.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det
kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre.[HIS: Svakt punktum.])
ser du den mand der?
kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre.[HIS: Svakt punktum.])
ser du den mand der?
Gunnar.
Kåre bonde! (til Ørnulf.) Du
véd
da, der er ufred
mellem os?
mellem os?
Ørnulf.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran
bør bødes.
bør bødes.
Gunnar.
For drab ligeså; han har dræbt min træl.
Kåre.
Fordi han
håned
mig.
Gunnar.
Jeg har sagt mig rede til forlig.
Kåre.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges,
mens du var borte, faldt hun over mig og står mig
nu efter livet.
Faksimile
s. 16
mens du var borte, faldt hun over mig og står mig
nu efter livet.
Gunnar
(opbragt).
(opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –?
Kåre.
Hvert ord er sandt.
Ørnulf.
Derfor bad bonden om min
bistand,
og den skal
være ham sikret.
være ham sikret.
Gunnar
(efter et øjebliks betænkning).
(efter et øjebliks betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det
er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din vilje . Hør
mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens
drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
hinanden.
er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din vilje . Hør
mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens
drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
hinanden.
Kåre
(rækker Gunnar hånden).
(rækker Gunnar hånden).
Det er gode kår; dem tager jeg imod.
Ørnulf.
Og fred skal han have for dig og dine?
Gunnar.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
Sigurd
(peger ud til højre ).
(peger ud til højre ).
Se
der!
Gunnar
(misfornøjet).
(misfornøjet).
Det er Hjørdis!
Faksimile
s. 17
Ørnulf.
Med væbnede karle!
Kåre.
Hun søger mig!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let
spyd i hånden).
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let
spyd i hånden).
Hjørdis
(standser ved indgangen).
(standser ved indgangen).
Mandstærke mødes
vi
her, som det lader!
Dagny
(iler hende imøde).
(iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!
Hjørdis
(koldt).
(koldt).
Tak. Jeg har alt
spurgt,
at du ikke var langt
borte.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)
borte.
Gunnar og – Kåre, min avindsmand, – Ørnulf
og hans sønner, og –
(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
og hans sønner, og –
lidt, men fatter sig og siger:)
Nu, mange
ser
jeg her, som jeg drager kendsel
på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst
sindet.
på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst
sindet.
Ørnulf.
Vel nok sindet
er
vi dig alle.
Hjørdis.
Hvis så er, da vil du ikke nægte at give Kåre
i min husbonds vold.
i min husbonds vold.
Faksimile
s. 18
Ørnulf.
Det gøres ikke behov.
Gunnar.
Der er nu fred og forlig mellem os.
Hjørdis
(med undertrykt spot).
(med undertrykt spot).
Forlig? Nu ja, jeg
véd
du er en klog mand,
Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og
så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest –
Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og
så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest –
Gunnar.
Det nytter lidet at ægge mig med
hånord
! (med
vægt.) Kåre har fred for os!
vægt.) Kåre har fred for os!
Hjørdis
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må
løftet holdes.
løftet holdes.
Gunnar
(stærkt, men dog uden heftighed ).
(stærkt, men dog uden heftighed ).
Det må det og det skal det!
Ørnulf
(til Hjørdis).
(til Hjørdis).
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før
du kom.
du kom.
Hjørdis
(skarpt).
(skarpt).
Mellem dig og Gunnar?
Ørnulf
(nikker).
(nikker).
Det gjaldt dig.
Faksimile
s. 19
Hjørdis.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger
jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det spørges, at
Gunnar herse lod sig skræmme, fordi du kom med
våbenfolk til landet; var du kommen som enlig, vej-
farende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere
jevnes.
jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det spørges, at
Gunnar herse lod sig skræmme, fordi du kom med
våbenfolk til landet; var du kommen som enlig, vej-
farende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere
jevnes.
Gunnar.
Ørnulf og hans sønner
kommer
med fred.
Hjørdis.
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i
folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok ikke så
stærkt på freden igår, da du skikked Egil, vor søn,
sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden
med hærskib.
folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok ikke så
stærkt på freden igår, da du skikked Egil, vor søn,
sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden
med hærskib.
Sigurd
(til Gunnar).
(til Gunnar).
Du har skikket din søn sørpå?
Hjørdis.
Ja,
for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf
faldt over os!
faldt over os!
Ørnulf.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad
Gunnar har gjort turde være klog mands gerning,
såfremt du hindrer forliget.
Gunnar har gjort turde være klog mands gerning,
såfremt du hindrer forliget.
Hjørdis.
Lykken råder for livet. Lad times hvad der
vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved
fejgt forlig.
vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved
fejgt forlig.
Dagny.
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere
mand for det.
mand for det.
Faksimile
s. 20
Hjørdis.
Sigurd må selv vide
bedst,
hvad hans hæder
kan tåle.
kan tåle.
Sigurd.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
Hjørdis.
Sigurd er en navnkundig drabsmand, men djærvere
dåd øved Gunnar, da han dræbte hvidbjørnen uden-
for mit bur.
dåd øved Gunnar, da han dræbte hvidbjørnen uden-
for mit bur.
Gunnar
(med et forlegent blik på Sigurd).
(med et forlegent blik på Sigurd).
Ja ja, lad det så være!
Ørnulf.
Vel sandt, det er den djærveste
dåd,
nogen
mand har øvet på Island, og derfor –
mand har øvet på Island, og derfor –
Sigurd.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden
at kaldes ræd.
at kaldes ræd.
Hjørdis.
Skal bod gives,
så skal
og bod kræves. Gunnar,
du drages til minde, hvad du engang har lovet!
du drages til minde, hvad du engang har lovet!
Gunnar.
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det
skal holdes?
skal holdes?
Hjørdis.
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag
sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf, skal
bod gives for din fosterdatters ran, så skal du også
bøde, fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt
hans gods og eje!
sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf, skal
bod gives for din fosterdatters ran, så skal du også
bøde, fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt
hans gods og eje!
Faksimile
s. 21
Ørnulf.
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde
dine frænder mig, da de skikked dig ukendt til Is-
land og fik mig til at knæsætte dig.
dine frænder mig, da de skikked dig ukendt til Is-
land og fik mig til at knæsætte dig.
Hjørdis.
Hæder og ingen tort havde du af at fostre
Jøkuls datter.
Jøkuls datter.
Ørnulf.
Idel ufred har jeg havt deraf, det
véd
jeg.
Hjørdis.
Værre ufred tør times dig nu, ifald –
Ørnulf.
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder! –
Gunnar, hør nu mit sidste ord ; er du villig til at
bøde for kvinderanet?
Gunnar, hør nu mit sidste ord ; er du villig til at
bøde for kvinderanet?
Hjørdis
(til Gunnar).
(til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet!
Gunnar
(til Ørnulf).
(til Ørnulf).
Du
hører,
jeg har gjort et løfte og det må jeg –
Ørnulf
( forbitret ).
( forbitret ).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig
på,
at jeg
gav bod for ærligt drab!
gav bod for ærligt drab!
Hjørdis
(med kraft).
(med kraft).
Så
trodser
vi dig og dine!
Faksimile
s. 22
Ørnulf
(med stigende vrede).
(med stigende vrede).
Og hvem har her ret til at kræve bod for Jøkul?
Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive!
Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive!
Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
Hjørdis.
Det er Gunnar på mine vegne!
Ørnulf.
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din
fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for
ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men –
fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for
ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men –
Dagny
(angst og bønligt).
(angst og bønligt).
Fader, fader!
Sigurd
(hurtigt).
(hurtigt).
Tal ikke ud!
Ørnulf
(med hævet stemme).
(med hævet stemme).
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har
ingen lovlig husbond!
ingen lovlig husbond!
Gunnar
(med heftighed ).
(med heftighed ).
Ørnulf!
Hjørdis
(i vildt udbrud).
(i vildt udbrud).
Forhånet!
beskæmmet
! (med dirrende stemme.) Det
– det skal du komme til at angre!
– det skal du komme til at angre!
Ørnulf
(vedblivende).
(vedblivende).
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv
efter loven! Vil du vinde hæderligere kår, så må
du –
Faksimile
s. 23
efter loven! Vil du vinde hæderligere kår, så må
du –
Hjørdis
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre
véd
jeg,
hvad der skikker sig.
Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og
vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig
så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder
mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje,
men våben skal jeg lade bære på dig og dine så
tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på
liv og lemmer, og det skal hver og en som – (med
et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog
sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke
vil jeg råde dig til at komme hjem med det første;
den dræbte har mange hævnere, og let kunde det
hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren,
bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os
må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Is-
land, men større dåd må her øves, ifald ikke din –
din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og
vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig
så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder
mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje,
men våben skal jeg lade bære på dig og dine så
tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på
liv og lemmer, og det skal hver og en som – (med
et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog
sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke
vil jeg råde dig til at komme hjem med det første;
den dræbte har mange hævnere, og let kunde det
hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren,
bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os
må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Is-
land, men større dåd må her øves, ifald ikke din –
din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
Gunnar.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at
te
sig så!
sig så!
Dagny
(bedende).
(bedende).
Bliv,
fostersøster, – bliv; jeg vil tale min fader
tilrette!
tilrette!
Hjørdis
(uden at høre på hende).
(uden at høre på hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået,
at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men
skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det
en eneste dag længere, så må min husbond øve
noget – noget, som gør ham navnkundigere end
alle andre mænd!
(går ud
til højre
.)
at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men
skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det
en eneste dag længere, så må min husbond øve
Faksimile
s. 24
noget – noget, som gør ham navnkundigere end
alle andre mænd!
Gunnar
(dæmpet).
(dæmpet).
Sigurd,
ét
må du love; vi tales
ved,
før du farer
fra landet.
(går med sine mænd
til højre
.)
fra landet.
(
[HIS: mangler uttrykket]
Uvejret er under det foregående ophørt; middagssolen
ses
som en rød
skive dybt nede ved havranden.)
skive dybt nede ved havranden.)
Ørnulf
(truende).
(truende).
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
Dagny.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
Ørnulf.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end
bøder til mellem mig og Gunnar!
bøder til mellem mig og Gunnar!
Sigurd.
Hvad agter du at gøre?
Ørnulf.
Det
véd
jeg ikke; men langvejs skal det
spørges,
at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!
Sigurd
(med rolig fasthed).
(med rolig fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære
våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!
Ørnulf.
Ikke det! Om jeg nu så vil det!
Faksimile
s. 25
Sigurd.
Ej skal det
ske
, – end ikke om du så vil det.
Ørnulf
( heftigt ).
( heftigt ).
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg
drister mig endda til at gå mod jer alle!
drister mig endda til at gå mod jer alle!
Sigurd.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve,
da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der
mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er hendes
nærmeste frænde.
da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der
mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er hendes
nærmeste frænde.
Ørnulf.
Det
vented
jeg af dig, djærve Sigurd!
Sigurd.
Men
Gunnar
er min fosterbroder; fred og ven-
skab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fred-
somme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er
mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke,
så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle,
om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for
Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!
skab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fred-
somme kår har vi fristet lykken tilhobe, og han er
mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke,
så bold han end er; – nu godt, mig kender I alle,
om mig véd I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for
Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!
Ørnulf.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for
alle kæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!
alle kæmper, ifald jeg foer tomhændet til Island!
Sigurd.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken
ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har
vundet i viking; der findes mange kostelige konge-
gaver, kister med gode våben og andet ypperligt
løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes
bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes
ombord, – lad det være bod for Hjørdis og lad
Gunnar fare med fred.
ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har
vundet i viking; der findes mange kostelige konge-
gaver, kister med gode våben og andet ypperligt
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
3
Faksimile
s. 26
løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes
bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes
ombord, – lad det være bod for Hjørdis og lad
Gunnar fare med fred.
Ørnulf.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
Sigurd.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre for-
meget.
meget.
Ørnulf.
Give dit halve gods og eje!
Sigurd
(indstændigt).
(indstændigt).
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der
er mit, og lad mig fare med dig til Island som den
fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg
vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar,
så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad
svarer du?
er mit, og lad mig fare med dig til Island som den
fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg
vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar,
så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad
svarer du?
Ørnulf
(betænker sig).
(betænker sig).
To gode langskibe, våben og løsøre, – af gods
får ingen mand for meget , men –, ( heftigt ) nej, nej,
– Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt
var det, om jeg tog din ejendom!
får ingen mand for meget , men –, ( heftigt ) nej, nej,
– Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt
var det, om jeg tog din ejendom!
Sigurd.
Men hør dog først –
Ørnulf.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret;
lad så lykken råde.
lad så lykken råde.
Faksimile
s. 27
Kåre
(træder nærmere).
(træder nærmere).
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du
fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde
bedre. Regn aldrig på bøder, så længe Hjørdis har
noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil
lyde mig.
fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde
bedre. Regn aldrig på bøder, så længe Hjørdis har
noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil
lyde mig.
Ørnulf
.
Hævn? Hvad råder du da til?
Sigurd.
Til ondt, det
ser
jeg nok!
Dagny
(til Ørnulf).
(til Ørnulf).
Hør ikke på ham!
Kåre.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun
stå mig efter livet; lover du at værge mig siden,
så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene
inde. Er det efter dit sind?
stå mig efter livet; lover du at værge mig siden,
så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene
inde. Er det efter dit sind?
Sigurd.
Niding!
Ørnulf
(roligt).
(roligt).
Efter mit sind?
Véd
du, Kåre, hvad der er
mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og
øren af dig, du usle træl! Lidet kender du gamle
Ørnulf, ifald du mener, at han vil være halvt om
slig skændselsgerning!
mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og
øren af dig, du usle træl! Lidet kender du gamle
Ørnulf, ifald du mener, at han vil være halvt om
slig skændselsgerning!
Kåre
(der er vegen tilbage).
(der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, så falder han
over dig!
over dig!
3*
Faksimile
s. 28
Ørnulf.
Det har jeg næver og våben til at hindre.
Sigurd
(til Kåre).[HIS: Svakt punktum.]
(til Kåre).[HIS: Svakt punktum.]
Og nu, bort fra os! Hæderlige mænd har skam
af dit samkvem!
af dit samkvem!
Kåre
(ved udgangen).
(ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg
kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem
med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide
at ramme hende!
(går ned til søen.)
kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem
med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal vel vide
at ramme hende!
Dagny.
Han pønser på hævn.
Sigurd,
det må hindres!
Ørnulf
(fortrædelig).
(fortrædelig).
Å
, lad ham gøre hvad ham
lyster;
hun er ikke
bedre værd!
bedre værd!
Dagny.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret
hende.
hende.
Ørnulf.
Usalig var den time jeg tog hende under mit
tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.
tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.
Sigurd.
Jøkul?
Ørnulf.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham bane-
hugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig
og kvad:
hugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig
og kvad:
Faksimile
s. 29
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde
ve
paa
alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en
stund og lo, og derpå døde han.
stund og lo, og derpå døde han.
Sigurd.
Det skal du lidet agte.
Ørnulf.
Ja ja, hvem
véd
! Der går et sikkert sagn om at
Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så
at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået
sin del , det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.)
Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen!
Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så
at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvisst fået
sin del , det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.)
Gunnar! – Skal vi to stedes til møde igen!
Gunnar
(kommer).
(kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om
mig
hvad du
vil;
men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.
men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.
Ørnulf.
Hvad er din agt?
Gunnar.
At række dig hånden til
fred,
før du rejser.
Hør
mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster hos mig
sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost
skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales
idag eller imorgen.
mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster hos mig
sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost
skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales
idag eller imorgen.
Sigurd.
Men
Hjørdis?
Gunnar.
Føjer sig efter min
vilje
; hun
skifted
sind på
hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde for-
liges, ifald I vilde gæste os.
hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde for-
liges, ifald I vilde gæste os.
Faksimile
s. 30
Dagny.
Ja, ja; så må det være!
Sigurd
(tvivlrådig).
(tvivlrådig).
Men jeg
véd
dog ikke om –
Dagny.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte
kende dig ilde, ifald du vægrer dig.
kende dig ilde, ifald du vægrer dig.
Gunnar
(til Sigurd).
(til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes;
du vil ikke dennegang være mig imod!
du vil ikke dennegang være mig imod!
Dagny.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder
med had igen; – nej, nej, det må vi ikke!
med had igen; – nej, nej, det må vi ikke!
Gunnar.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er
gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv.
gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv.
Sigurd
( heftigt ).
( heftigt ).
Alt andet kan jeg gøre for dig, Gunnar, kun
ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong Ædhelstans
håndgangne mand, og jeg må til ham i England
endnu i vinter.
ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong Ædhelstans
håndgangne mand, og jeg må til ham i England
endnu i vinter.
Dagny.
Men det kan du jo lige godt!
Gunnar.
Ingen
véd
hvad lod mænd kan møde;
kan hænde
,
Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre
vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længste.
Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre
vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længste.
Faksimile
s. 31
Dagny.
Og sent vil du
se
mig glad, hvis du sejler
bort idag.
bort idag.
Sigurd
(bestemt).
(bestemt).
Vel, lad så være! Det skal
ske
som I
ønsker
,
endskønt, – dog, nu står det fast; der er min hånd;
jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.
endskønt, – dog, nu står det fast; der er min hånd;
jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.
Gunnar
(ryster hans hånd).
(ryster hans hånd).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du,
Ørnulf, du siger som han?
Ørnulf, du siger som han?
Ørnulf
(tvær).[HIS: Svakt punktum.]
(tvær).[HIS: Svakt punktum.]
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis
krænket mig; – idag vil jeg ikke svare.
krænket mig; – idag vil jeg ikke svare.
Gunnar.
Ja
ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok
vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far
med fred sålænge, og vel mødt i min hal!
(går ud
til højre
.)
vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far
med fred sålænge, og vel mødt i min hal!
Sigurd
(for sig selv).
(for sig selv).
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender
han hende lidet; snarere må jeg tro, at hun pønser
på – (afbryder og vender sig til mændene.) Nu, følg mig alle
til skibene; gode gaver vil jeg vælge for Gunnar og
hans husfolk.
han hende lidet; snarere må jeg tro, at hun pønser
på – (afbryder og vender sig til mændene.) Nu, følg mig alle
til skibene; gode gaver vil jeg vælge for Gunnar og
hans husfolk.
Dagny.
Gaver af det bedste vi
ejer
. Og du, min fader,
– ja du får ikke fred for mig, før du føjer dig.
– ja du får ikke fred for mig, før du føjer dig.
(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)
Faksimile
s. 32
Ørnulf.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk
i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme hende!
– Thorolf, kommer du hid!
i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme hende!
– Thorolf, kommer du hid!
Thorolf
(der raskt er trådt ind).
(der raskt er trådt ind).
Som du
ser
! Er det sandt der spørges, har du
været til møde med Gunnar herse?
været til møde med Gunnar herse?
Ørnulf.
Ja!
Thorolf.
Og har nu strid med ham?
Ørnulf.
Hm,
i det mindste
med Hjørdis.
Thorolf.
Så vær trøstig; nu får du hævn!
Ørnulf.
Hævn? Hvem hævner mig?
Thorolf.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand
løbende med en stav i hånden og råbte: «Hører du
til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og
sig , at nu tager jeg hævn for os begge.» Derpå gik
han i en båd og roede bort, idet han sagde: «Tyve
fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg
sørpå, og inden kvældstid skal ikke Hjørdis have
nogen afkom at rose sig af.»
løbende med en stav i hånden og råbte: «Hører du
til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og
sig , at nu tager jeg hævn for os begge.» Derpå gik
han i en båd og roede bort, idet han sagde: «Tyve
fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg
sørpå, og inden kvældstid skal ikke Hjørdis have
nogen afkom at rose sig af.»
Ørnulf.
Det sagde han! Ha, ha, nu skønner jeg; Gunnar
har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med
ham –
har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med
ham –
Faksimile
s. 33
Thorolf.
Og nu roer han efter og dræber gutten!
Ørnulf
(rask besluttet).
(rask besluttet).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!
Thorolf.
Hvad har du isinde?
Ørnulf.
Lad mig om det; det skal blive
mig,
og ikke
Kåre, som tager hævn!
Kåre, som tager hævn!
Thorolf.
Jeg går med dig!
Ørnulf.
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gun-
nars gård.
nars gård.
Thorolf.
Sigurd? Er han her i landet?
Ørnulf.
Der
ser
du hans hærskibe; vi
er
forligte;
–
du følger ham.
du følger ham.
Thorolf.
Til dine uvenner?
Ørnulf.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære
gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen
nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen!
gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen
nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen!
Thorolf.
Det lover jeg.
Faksimile
s. 34
Ørnulf
(tager hans hånd og ser kærligt på ham).
(tager hans hånd og ser kærligt på ham).
Farvel da, min vakkre gut;
te
dig høvisk i gilde-
huset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal
du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast
som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises
dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik
ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke
hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at
du ikke skal holdes for en kvindekarl.
huset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal
du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast
som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises
dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik
ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke
hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at
du ikke skal holdes for en kvindekarl.
Thorolf.
Nej, vær du tryg!
Ørnulf.
Så, gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kom-
mer også til gilde, og det på den vis , som mindst
ventes. (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger; slib jeres
tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(Han går med de ældre sønner
til højre
i baggrunden.)
mer også til gilde, og det på den vis , som mindst
ventes. (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger; slib jeres
tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Sigurd og Dagny
kommer
i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af
to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)
to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)
Thorolf
( ser efter faderen).
( ser efter faderen).
Nu
farer
de alle ud for at slåes, og jeg må
ikke gå med; det er tungt at være den yngste i
ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min!
ikke gå med; det er tungt at være den yngste i
ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min!
Dagny.
Thorolf! Alle gode vætter, – du er jo bleven
voksen!
voksen!
Thorolf.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene –
Dagny.
Ja ja, du siger sandt.
Faksimile
s. 35
Sigurd
(rækker ham hånden).
(rækker ham hånden).
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke
fejler.
fejler.
Thorolf.
Vilde han bare prøve mig, så –
Dagny
(smilende).
(smilende).
Men han sparer dig
mere,
end du har sind til;
jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.
jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.
Sigurd.
Hvor gik han hen?
Thorolf.
Ned til skibet; – afsted nu, han kommer siden!
Sigurd.
Jeg venter på mine mænd, de
bringer
varer op
og fæster skibene.
og fæster skibene.
Thorolf.
Der må jeg hjælpe
til!
(går ned til søen.)
Sigurd
(efter en kort betænkning).
(efter en kort betænkning).
Dagny, min hustru, nu
er
vi i enrum; jeg har
ting at sige dig, som ikke længer må dølges.
ting at sige dig, som ikke længer må dølges.
Dagny
(forundret).
(forundret).
Hvad mener du?
Sigurd.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars
gård.
gård.
Faksimile
s. 36
Dagny.
Farlig? Tænker du at
Gunnar –?
Sigurd.
Gunnar er bold og brav; nej nej, – men bedre
var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham.
var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham.
Dagny.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad
er
det!
Sigurd.
Svar mig først på
ét
. Den guldring, som jeg
engang gav dig, hvor har du den?
engang gav dig, hvor har du den?
Dagny
(viser den frem).
(viser den frem).
Her om armen; du bød mig bære den.
Sigurd.
Kast den på havets bund, så dybt at den aldrig
findes; thi den kan blive mange mænds bane!
findes; thi den kan blive mange mænds bane!
Dagny,
Ringen!
Sigurd
(dæmpet).
(dæmpet).
Den kvæld, da kvinderanet gik for sig hos din
fader, – du mindes vel –
fader, – du mindes vel –
Dagny.
Om jeg mindes!
Sigurd.
Det er om det jeg vil tale.
Dagny
(spændt).
(spændt).
Hvad er det; sig frem!
Faksimile
s. 37
Sigurd.
Du
véd,
der havde været gilde; tidligt gik du
til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikke-
bordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt,
og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at
føre en fager mø fra Island, når jeg rejste; Gunnar
svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis.
Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte,
at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen
den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen,
som der stod bunden ved døren, og bar hende bort
på sine arme.
til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikke-
bordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt,
og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at
føre en fager mø fra Island, når jeg rejste; Gunnar
svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis.
Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte,
at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen
den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen,
som der stod bunden ved døren, og bar hende bort
på sine arme.
Dagny.
Ja
ja, det
véd
jeg!
Sigurd.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi
bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis
kunde komme den nær, og den havde tyve mænds
styrke.
bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis
kunde komme den nær, og den havde tyve mænds
styrke.
Dagny.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navn-
kundig over alle lande for den dåd.
kundig over alle lande for den dåd.
Sigurd
(dæmpet).
(dæmpet).
Det blev han, – men – jeg
øved
dåden!
Dagny
(med et udråb).
(med et udråb).
Du!
Sigurd.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar
mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde
han: «Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg
kan ikke leve uden hende.» Jeg svared ham; «Så
gå til hendes bur; du véd de vilkår hun har sat.»
Men han sagde: «Kvindekær mand skatter livet
højt; uvisst blev udfaldet, om jeg gik mod bjør-
nen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så
mistede jeg Hjørdis med.» Længe talte vi sammen,
og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men
jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og
gik til buret.
mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde
han: «Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg
kan ikke leve uden hende.» Jeg svared ham; «Så
Faksimile
s. 38
gå til hendes bur; du véd de vilkår hun har sat.»
Men han sagde: «Kvindekær mand skatter livet
højt; uvisst blev udfaldet, om jeg gik mod bjør-
nen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så
mistede jeg Hjørdis med.» Længe talte vi sammen,
og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men
jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og
gik til buret.
Dagny
(med stolt glæde).
(med stolt glæde).
Og du – du blev bjørnens bane!
Sigurd.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under
ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som
sad hos hende, – hed var hun af mjøden, – hun
drog en ring af sin arm og gav mig; – det er den,
du nu bærer.
ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som
sad hos hende, – hed var hun af mjøden, – hun
drog en ring af sin arm og gav mig; – det er den,
du nu bærer.
Dagny
(nølende).
(nølende).
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?
Sigurd.
Mit sværd lå draget mellem
os.
(kort ophold.) Før
dagen gryede , bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor
list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende.
Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt
dine kvinder; – nu, hvad siden fulgte, det véd du;
jeg foer fra Island med en fager mø, som jeg havde
svoret, og du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg
stævned hen.
dagen gryede , bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor
list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende.
Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt
dine kvinder; – nu, hvad siden fulgte, det véd du;
jeg foer fra Island med en fager mø, som jeg havde
svoret, og du har siden trofast fulgt mig, hvor jeg
stævned hen.
Dagny
(i bevægelse).
(i bevægelse).
Bolde husbond! Du
øved
hin stordåd; – o, det
burde jeg tænkt: ingen, uden du, var dertil istand!
Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du
vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du
være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste
i verden!
burde jeg tænkt: ingen, uden du, var dertil istand!
Faksimile
s. 39
Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du
vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du
være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste
i verden!
Sigurd.
Dagny, min gode hustru, nu
véd
du alt – hvad
som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, –
lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre
mig til vilje , så kast den ud – dybt på havbunden!
som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, –
lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre
mig til vilje , så kast den ud – dybt på havbunden!
Dagny.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er
jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal
dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe,
hvad du her har sagt mig.
jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal
dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe,
hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd.)
Thorolf.
Alt er rede til gildefærden!
Dagny.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve kæmpe!
Sigurd.
Rolig, Dagny, – rolig! I din magt står det
nu, om færden skal endes med fred eller mandefald!
(raskt til de øvrige.) Afsted alle til gildet i Gunnars gård!
(går med Dagny
til højre
; de andre følger efter.)
nu, om færden skal endes med fred eller mandefald!
(raskt til de øvrige.) Afsted alle til gildet i Gunnars gård!
Faksimile
ANDEN
AKT
.
(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre
døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, lige-
overfor dette, til højre , det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild
på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøj-
ninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op
mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er
mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, lige-
overfor dette, til højre , det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild
på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøj-
ninger for husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op
mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er
mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)
(Hjørdis og Dagny
kommer
ind fra højre.)
Dagny.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu
har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting
det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og
ypperligt; – hvor kan du så klage?
har du vist mig om i gården; jeg véd ikke den ting
det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og
ypperligt; – hvor kan du så klage?
Hjørdis.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i
stæn-
gerne, enten de så er af jern eller guld.
gerne, enten de så er af jern eller guld.
Dagny.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har
Egil, din lille gut.
Egil, din lille gut.
Hjørdis.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.
Faksimile
s. 41
Dagny.
Uhæderlig?
Hjørdis.
Mindes du
ikke,
hvad din fader sagde? Egil
er en frillesøn; så var hans ord.
er en frillesøn; så var hans ord.
Dagny.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det!
Hjørdis.
Jo, jo, Ørnulf havde
ret;
Egil er
veg;
det ken-
des på ham, at han er ufrels født.
des på ham, at han er ufrels født.
Dagny.
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis
(uden at agte på hende).
(uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig ind
i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er
andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om
en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen
fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved.
(med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve
med Egil!
i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er
andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om
en dronning, som tog sin søn og syede ham kjortelen
fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved.
(med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve
med Egil!
Dagny
(oprørt).
(oprørt).
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
(leende).
(leende).
Ha, ha, ha! Tænker
du,
det var mit alvor?
(forandrer tonen). Men du må nu tro mig eller ikke, så
kommer der stundom over mig en – en fristende
lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, –
thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt
dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange
år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangen-
gang til gæst?
(forandrer tonen). Men du må nu tro mig eller ikke, så
kommer der stundom over mig en – en fristende
lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, –
thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. – Nå, sæt
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
4
Faksimile
s. 42
dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange
år; – sig mig, – i kongsgårdene var du vel mangen-
gang til gæst?
Dagny.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan i
England.
England.
Hjørdis.
Og var højt hædret
overalt;
sad på de ypperste
sæder ved bordet?
sæder ved bordet?
Dagny.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru –
Hjørdis.
Ja, javist, – en berømmelig mand er
Sigurd
–
skønt Gunnar står over ham.
skønt Gunnar står over ham.
Dagny.
Gunnar?
Hjørdis.
Én
dåd
øved
Gunnar, medens Sigurd ikke turde
prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig,
når Sigurd foer i viking og du var med, – når du
hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet
damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke
over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt
mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og
tog våben i hånd?
prøve derpå; – nå, lad det være; – men sig mig,
når Sigurd foer i viking og du var med, – når du
hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet
damped rødt på skibsdækket, – kom der så ikke
over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt
mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og
tog våben i hånd?
Dagny.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?
Hjørdis.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen,
som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en
ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du
sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han
har kær, – er det sandt, at da brænder hendes
blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom
fryd derved?
som véd, hvad en kvinde er istand til! – Nu, en
Faksimile
s. 43
ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du
sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han
har kær, – er det sandt, at da brænder hendes
blod, hendes bryst banker, – svimler hun i sælsom
fryd derved?
Dagny
(rødmende).
(rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis.
Nu da, sig mig –!
Dagny.
Det tænker jeg
forvisst
du har fornummet.
Hjørdis.
Ja,
en
gang, kun
en
eneste; det var
hin
nat,
da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i
favn, så brynjen brast, og da, da –!
da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i
favn, så brynjen brast, og da, da –!
Dagny
(udbrydende).
(udbrydende).
Hvad! Sigurd –!
Hjørdis.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte
Gunnar, – hin nat, da kvinderanet –
Gunnar, – hin nat, da kvinderanet –
Dagny
(fatter sig).
(fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg
véd
vel –
Hjørdis.
Det var den eneste
gang;
aldrig, aldrig siden!
Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi
at Gunnar så kunde favne en kvinde, det – (standser
og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg
og rød!
Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi
at Gunnar så kunde favne en kvinde, det – (standser
og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg
og rød!
4*
Faksimile
s. 44
Dagny.
Visst
ikke,
visst
ikke!
Hjørdis
(uden at agte på hende).
(uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det
havde været bedre for mig, og – kan hænde for os
alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres
du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her?
Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i
stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker,
at jeg må være død i den lange tid, og at det er
en genganger, som her står hos dig?
havde været bedre for mig, og – kan hænde for os
alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres
du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her?
Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i
stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker,
at jeg må være død i den lange tid, og at det er
en genganger, som her står hos dig?
Dagny
( uhyggeligt tilmode).
( uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os gå – til de andre!
Hjørdis
(tager hende i armen).
(tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et men-
neske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?
neske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?
Dagny.
Fem nætter?
Hjørdis.
Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt
med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end at her
er vakkert nok! Du skal se syner her, som du
aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være
sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til
havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du
skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvid-
mankede heste, – og så hvalerne langt derude!
De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade!
Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hva-
lens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og
lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!
med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end at her
er vakkert nok! Du skal se syner her, som du
aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være
sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til
havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du
skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvid-
mankede heste, – og så hvalerne langt derude!
De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade!
Faksimile
s. 45
Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hva-
lens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og
lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!
Dagny.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!
Hjørdis.
Kan du kvæde galder, Dagny?
Dagny
(med afsky).
(med afsky).
Jeg!
Hjørdis.
Ja, jeg tænkte det; hvormed
lokked
du da Sigurd?
Dagny.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!
Hjørdis
(holder hende tilbage).
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk
dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og
høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde
og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi
her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve
mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke
fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr
suser de gennem luften på sorte heste, med ring-
lende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op
til sig.[HIS: Svakt punktum.]) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd
på så god en ganger!
dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og
høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde
og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi
her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve
mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke
fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr
suser de gennem luften på sorte heste, med ring-
lende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op
til sig.[HIS: Svakt punktum.]) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd
på så god en ganger!
Dagny
(idet hun river sig løs).
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!
Faksimile
s. 46
Hjørdis
(leende).
(leende).
Veg
er du af sind og let at skræmme!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)
Gunnar.
Ja,
forsandt, nu
er
mine kår de bedste jeg
véd
;
dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet
igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling
under mit tag, og gubben selv følger snart efter,
ej så?
dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet
igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling
under mit tag, og gubben selv følger snart efter,
ej så?
Thorolf.
Det
loved
han.
Gunnar.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
Thorolf.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham
så tidt.
så tidt.
Gunnar.
Det har jeg; han er jo den
eneste;
og fager og
vennesæl vil han blive.
vennesæl vil han blive.
Hjørdis.
Men ingen kæmpe.
Gunnar.
Nu, nu, – det skal du ikke sige.
Sigurd.
Men at du
skikked
ham fra dig –
Gunnar.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men,
Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom
den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd
havde jeg på gården, og ingen af os kunde være
tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til
landet med hærskib.
Sigurd, det véd du nok: umandigt handler stundom
Faksimile
s. 47
den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd
havde jeg på gården, og ingen af os kunde være
tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til
landet med hærskib.
Hjørdis.
En ting
véd
jeg, som bør frelses først, livet siden.
Thorolf.
Og det er?
Hjørdis.
Hæder og rygte blandt mænd.
Gunnar.
Hjørdis!
Sigurd.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har for-
spildt sin hæder ved denne gerning .
spildt sin hæder ved denne gerning .
Gunnar
( strengt ).
( strengt ).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs
frænder!
frænder!
Hjørdis
(smilende).
(smilende).
Hm;
sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle
med al slags vind?
med al slags vind?
Sigurd.
Ja, når det styres med kløgt.
Hjørdis.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt,
og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)
og skal vel komme did, jeg ønsker.
Faksimile
s. 48
Dagny
(sagte og urolig).
(sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
Sigurd.
Nu er det for
sent
; det var dig selv, som –
Dagny.
Dengang havde jeg Hjørdis
kær;
men
nu –;
jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at
tænke på.
jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at
tænke på.
(
[HIS: mangler uttrykket]
Sigurds mænd samt
andre gæster, mænd
og kvinder, huskarle og
terner fra baggrunden.)
terner fra baggrunden.)
Gunnar
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ør-
nulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf
tilsagt mig.
nulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf
tilsagt mig.
Hjørdis
(til husfolkene).
(til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og
sindet gøres lystigt.
sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet
til højre
. Dagny sætter sig ved Sigurds
højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord.
Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder
altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige
tager plads opad mod baggrunden.[HIS: mangler siste setning i sceneanvisningen] )
højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord.
Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder
altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige
tager plads opad mod baggrunden.[HIS: mangler siste setning i sceneanvisningen] )
Hjørdis
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over
bordet).
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over
bordet).
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd
sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt
vilde det derfor sømme sig at øve den gamle mor-
skab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må
alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.
sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt
vilde det derfor sømme sig at øve den gamle mor-
skab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må
alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.
Faksimile
s. 49
Gunnar.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred
derved.
derved.
Hjørdis.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.
Sigurd.
Det tænker
forvisst
ingen; men
sent
blev
vi
færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange
vi her er . Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarme-
landsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt
nord, og gerne hører vi på dig.
færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange
vi her er . Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarme-
landsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt
nord, og gerne hører vi på dig.
Hjørdis.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet
sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd
du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig
hører min husbond prises, så begynd! Sig frem;
nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.
sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd
du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du nødig
hører min husbond prises, så begynd! Sig frem;
nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.
Sigurd.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være.
Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø;
der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og
jeg stred alene mod otte mænd.
Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø;
der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og
jeg stred alene mod otte mænd.
Hjørdis.
God var den dåd; men var du fuldt rustet?
Sigurd.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.
Hjørdis.
God var dåden endda. Nu må du, min hus-
bond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine
bedrifter.
bond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine
bedrifter.
Faksimile
s. 50
Gunnar
(uvillig).
(uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et
han-
delsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem
og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i
England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde
handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver
derfor.
delsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem
og gav dem skibet frit uden løsepenge. Kongen i
England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde
handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver
derfor.
Hjørdis.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog
nævne.
nævne.
Gunnar
( heftigt ).
( heftigt ).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg
sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet
farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom!
sidst foer fra Island, har jeg levet i fred og drevet
farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere herom!
Hjørdis.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din
hustru tale.
hustru tale.
Gunnar.
Hjørdis, ti – jeg byder dig!
Hjørdis.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet;
Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen,
som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et
kort sakssværd i hånden.
Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen,
som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et
kort sakssværd i hånden.
Gunnar
(i stærkt oprør).
(i stærkt oprør).
Kvinde, ikke et ord
mere!
Dagny
(sagte).
(sagte).
Sigurd, vil du tåle –!
Faksimile
s. 51
Sigurd
(ligeså).
(ligeså).
Vær rolig!
Hjørdis
(til de øvrige).
(til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest,
Sigurd eller Gunnar?
Sigurd eller Gunnar?
Gunnar.
Stille!
Hjørdis
(med hævet stemme).
(med hævet stemme).
Sig frem, det kræves
med rette
!
En gammel mand
(blandt gæsterne).
(blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd
ypper-
ligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den
djærveste helt, og dernæst Sigurd.
ligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den
djærveste helt, og dernæst Sigurd.
Gunnar
(med et blik over bordet).
(med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!
Dagny
(sagte).
(sagte).
Det er formeget – selv for en ven!
Sigurd.
Ti,
min hustru! (højt til de øvrige.)
Ja,
visselig er
Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde
jeg holde ham for til min sidste dag, om han så
aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre
højt end I.
Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde
jeg holde ham for til min sidste dag, om han så
aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre
højt end I.
Hjørdis.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!
Faksimile
s. 52
Sigurd
(smilende).
(smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker
ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort
venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.
ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort
venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.
Hjørdis.
Det prøver ingen, såvidt jeg
véd
.
Sigurd.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro,
du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.
du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.
Hjørdis.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi du
ikke må gælde for den ypperste mand i laget!
ikke må gælde for den ypperste mand i laget!
Sigurd.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.
Hjørdis.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en god
plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været
her, så kunde han fåt det tredje sæde.
plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været
her, så kunde han fåt det tredje sæde.
Thorolf.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt
nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog
undertrykt ophidselse.)
undertrykt ophidselse.)
Hjørdis.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo skald,
og der mumles om, at han har prist sig selv for
større bedrifter, end han har øvet.
og der mumles om, at han har prist sig selv for
større bedrifter, end han har øvet.
Thorolf.
Da
ve
den, der mumler om sligt, så højt at
det kommer for mine øren!
det kommer for mine øren!
Faksimile
s. 53
Hjørdis
(med et tirrende smil).
(med et tirrende smil).
Vilde du hævne det?
Thorolf.
Ja, så det langvejs skulde spørges!
Hjørdis.
Så vil jeg tømme et horn
på,
at du først må
få skæg på hagen.
få skæg på hagen.
Thorolf.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges
med kvinder.
med kvinder.
Hjørdis.
Men for
veg
til at
slås
med mænd; det var
derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på
Island, medens dine brødre foer i hærfærd.
derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på
Island, medens dine brødre foer i hærfærd.
Thorolf.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje
med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen
kvinde fra landet!
med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen
kvinde fra landet!
Gunnar og Sigurd.
Thorolf!
Dagny
(på samme tid).
(på samme tid).
Min broder!
Hjørdis
(sagte og bævende af forbitrelse).
(sagte og bævende af forbitrelse).
Ha, bi – bi kun!
Thorolf
(rækker Gunnar hånden).
(rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt mig
på tungen; men din hustru ægged mig!
på tungen; men din hustru ægged mig!
Faksimile
s. 54
Dagny
(sagte og bedende).
(sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig
kær, så væk ingen strid!
kær, så væk ingen strid!
Hjørdis
(leende).
(leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystig-
heden skal trives.
heden skal trives.
Gunnar
(der har talt sagte med Thorolf).
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut. (rækker ham et sværd, som hænger
ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave.
Brug den vel, og lad os være venner.
ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave.
Brug den vel, og lad os være venner.
Hjørdis.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar;
thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de
ting, du ikke selv har brug for!
thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de
ting, du ikke selv har brug for!
Thorolf
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal
den aldrig svinges.
den aldrig svinges.
Hjørdis.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet
til dine brødre.
til dine brødre.
Gunnar.
Hjørdis!
Hjørdis
(vedblivende).
(vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg;
thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.
thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.
Faksimile
s. 55
Thorolf.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og skjold
har hængt der i mange år.
har hængt der i mange år.
Hjørdis
(tvinger sig).
(tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift fører
du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er
gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.
du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er
gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.
Thorolf.
Hvad rygte taler du om?
Hjørdis
(smilende).
(smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred
derover.
derover.
Thorolf.
Så ti, – det
ser
jeg helst.
(vender sig fra hende.)
Hjørdis.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt,
Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos
gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde
gå til holmgang med Jøkul?
Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos
gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde
gå til holmgang med Jøkul?
(Alle
rejser
sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)
Gunnar, Sigurd og Dagny.
Hjørdis!
Thorolf
(i højeste forbitrelse).
(i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf
fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig,
som du, må den være, der kan finde på sligt! Den
værste udåd, nogen mand kan øve, har du her
påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar,
der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med
fra det hus, hvor min fader er forhånet!
fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig,
som du, må den være, der kan finde på sligt! Den
værste udåd, nogen mand kan øve, har du her
Faksimile
s. 56
påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar,
der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med
fra det hus, hvor min fader er forhånet!
Gunnar.
Thorolf, så hør dog!
Thorolf.
Lad mig gå! Men
se
dig for skulde både du
og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i
sin vold, som er eder dyrest af alle!
og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i
sin vold, som er eder dyrest af alle!
Hjørdis
(studsende).
(studsende).
Din fader har –!
Gunnar
(med et udråb).
(med et udråb).
Hvad siger du!
Sigurd
(heftigt).
(heftigt).
Hvor er Ørnulf?
Thorolf
(med hånlatter).
(med hånlatter).
Sørpå, – med mine brødre!
Gunnar.
Sørpå!
Hjørdis
(udbrydende).
(udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!
Gunnar.
Dræbt! – Egil dræbt! Da
ve
Ørnulf og al
hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt!
hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt!
Faksimile
s. 57
Sigurd.
Gunnar, Gunnar, – hør mig!
Gunnar.
Sig frem, ifald du agter dit liv!
Thorolf.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader
kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård!
Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg
hørte idag: «Før det kvældes, skal Gunnar herse og
hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!»
(går ud i baggrunden.)
kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård!
Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg
hørte idag: «Før det kvældes, skal Gunnar herse og
hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!»
Gunnar
(i dybeste smerte ).
(i dybeste smerte ).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!
Hjørdis
(vildt).
(vildt).
Og du – du lader ham gå! Lader
Egil,
din
ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du
være ifald –!
ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du
være ifald –!
Gunnar
(som ude af sig selv).
(som ude af sig selv).
Et sværd, – en økse! Det er det sidste bud
han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)
han bringer!
Sigurd
(vil følge efter).
(vil følge efter).
Gunnar, styr dig!
Hjørdis
(holder ham tilbage).
(holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender
Gunnar!
Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
5
Faksimile
s. 58
Sigurd og Dagny.
Hvad
er
det?
En stemme blandt mængden.
Thorolf faldt!
Sigurd.
Thorolf! Ha, slip!
Dagny.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind,
og kaster øksen fra sig ved døren.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
og kaster øksen fra sig ved døren.)
Gunnar.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
Sigurd.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på
hånden.
hånden.
Gunnar.
Kan hænde
,
kan hænde
; men Egil, Egil, min
fagre gut!
fagre gut!
Hjørdis.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore
venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.
venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.
Gunnar
(mørk).
(mørk).
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil
stå mig for sindet nat og dag.
stå mig for sindet nat og dag.
Hjørdis.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må
frænder lide.
frænder lide.
Faksimile
s. 59
Gunnar.
Vel sandt; men det
véd
jeg, at jeg var gladere
i hu før drabet.
i hu før drabet.
Hjørdis.
Blodnatten er altid den
værste;
– når den er
over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf
fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder
så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant
end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og under-
fundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod
ham og al hans falske æt!
over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf
fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder
så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant
end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og under-
fundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod
ham og al hans falske æt!
Gunnar
(ophidset).
(ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at regne
mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har
dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen!
mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har
dog sex sønner igen, og jeg ingen – ingen!
En huskarl
(ilsomt fra baggrunden).[HIS: Kun rester av punktum.]
(ilsomt fra baggrunden).[HIS: Kun rester av punktum.]
Ørnulf fra Fjordene kommer!
Gunnar.
Ørnulf!
Hjørdis og flere mænd.
Til våben! Til våben!
Dagny
(på samme tid).
(på samme tid).
Min fader!
Sigurd
(som greben af en anelse).
(som greben af en anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
5*
Faksimile
s. 60
Gunnar
(drager sværdet)
(drager sværdet)
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)
Gunnar
(med et skrig).
(med et skrig).
Egil!
Ørnulf.
Her har I liden Egil igen!
Alle
(mellem hverandre).
(mellem hverandre).
Egil! Egil lever!
Gunnar
(lader sværdet falde).
(lader sværdet falde).
Ve
mig; hvad har jeg gjort!
Dagny.
O, Thorolf, min broder!
Sigurd.
Jeg tænkte det nok!
Ørnulf
(sætter Egil ned).
(sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut!
Egil.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt,
som du sagde, da jeg rejste!
som du sagde, da jeg rejste!
Ørnulf
(til Hjørdis).
(til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker
jeg nok vi kan forliges.
jeg nok vi kan forliges.
Faksimile
s. 61
Hjørdis
(med undertrykt bevægelse).
(med undertrykt bevægelse).
Kan hænde
!
Gunnar
(ligesom opvågnende).
(ligesom opvågnende).
Er det en hæslig
drøm,
der forvilder mig! Du
– du bringer Egil hjem!
– du bringer Egil hjem!
Ørnulf.
Som du
ser
; men det må du vide, at han har
været døden nær.
været døden nær.
Gunnar.
Det véd jeg.
Ørnulf.
Og glædes ikke mere over, at han kommer?
Gunnar.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet
mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der
er hændt!
mig mere derover. Men sig mig alt, – hvad der
er hændt!
Ørnulf.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd
op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han
sørpå efter Egil.
op mod eder; med andre ugerningsmænd foer han
sørpå efter Egil.
Gunnar.
Kåre! (sagte) Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!
Ørnulf.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte
aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og
gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog
frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre.
aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke give, og
gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
ifald så skulde være, – men din æt måtte jeg dog
frede om; med mine sønner foer jeg da efter Kåre.
Faksimile
s. 62
Sigurd
(sagte).
(sagte).
En usalig dåd er her øvet!
Ørnulf.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne,
din søn var alt i dine uvenners magt, og længe
skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet;
Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre
sover trygt og vil være tunge at vække.
din søn var alt i dine uvenners magt, og længe
skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet;
Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre
sover trygt og vil være tunge at vække.
Gunnar
(i stærk spænding).
(i stærk spænding).
Men du – du Ørnulf –!
Ørnulf
(mørk).
(mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden.
Gunnar
(åndeløs).
(åndeløs).
Men hjemad?
Ørnulf.
Ingen.
Gunnar
(forfærdet).
(forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk
indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre . Sigurd står
smerteligt bevæget hos hende.)
indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre . Sigurd står
smerteligt bevæget hos hende.)
Ørnulf
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så
at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal
leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke
mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.)
Hil eder der I nu rider , mine djærve sønner! Kobber-
portene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer
til hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet
fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er
forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og
den må fredes om. Hvor er Thorolf?
at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal
Faksimile
s. 63
leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg vil drikke
mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.)
Hil eder der I nu rider , mine djærve sønner! Kobber-
portene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer
til hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet
fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er
forbi; det gamle træ har kun én grøn gren igen, og
den må fredes om. Hvor er Thorolf?
Egil
(til sin fader).
(til sin fader).
Ja
vis
mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal
skære et skib til mig med mange, mange hærmænd
i stavnen.
skære et skib til mig med mange, mange hærmænd
i stavnen.
Ørnulf.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf
fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk
jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at
bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han
den første til at møde sin fader; thi det tyktes os
begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.
fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så stærk
jeg end er, – det havde faldet mig for tungt at
bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han
den første til at møde sin fader; thi det tyktes os
begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.
Gunnar.
Ørnulf, Ørnulf!
Ørnulf
(med stigende uro).
(med stigende uro).
Tause
står
I alle i stuen, det
ser
jeg nu; –
hvad fattes, – hvor er Thorolf?
hvad fattes, – hvor er Thorolf?
Dagny.
Sigurd, Sigurd, – det
blir
ham det tungeste!
Gunnar
(kæmpende med sig selv).
(kæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo ikke
dølges –
dølges –
Faksimile
s. 64
Ørnulf
(heftigt).
(heftigt).
Min søn! Hvor er
han?
Gunnar.
Thorolf er dræbt!
Ørnulf.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
Gunnar.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide
ham ilive!
ham ilive!
Hjørdis
(til Ørnulf).
(til Ørnulf).
Selv er Thorolf skyld i det som
hændte
; med
mørke taler gav han tilkende, at du var falden over
Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes
vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i
min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet
svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved
skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da
var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben
på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skel-
lig årsag til den gerning.
mørke taler gav han tilkende, at du var falden over
Egil og havde dræbt ham; – halvt i ufred skiltes
vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i
min æt; – og, foruden det, – som en kådmundet
svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved
skemt, og gav mange onde ord fra sig; – først da
var det, at Gunnar harmedes; først da bar han våben
på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skel-
lig årsag til den gerning.
Ørnulf
(rolig).
(rolig).
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi du
bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt,
så er hans saga ude.
bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt,
så er hans saga ude.
Egil.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hær-
mænd.
mænd.
Faksimile
s. 65
Ørnulf.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hærmænd,
både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
«Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde
ve
på alle veje».
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan
sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.[HIS: Skadet/uleselig tegn.]) Hvor fik
han banehugget?
sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.[HIS: Skadet/uleselig tegn.]) Hvor fik
han banehugget?
Manden.
Tvers over panden.
Ørnulf
(tilfreds).
(tilfreds).
Hm;
det er hæderligt sted; så har han ikke
vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller
ind mod Gunnars fødder?
vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller
ind mod Gunnars fødder?
Manden.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
Ørnulf.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal
se
!
Gunnar
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Ørnulf, vel
véd
jeg, at ikke alt mit gods kan
veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil –
veje tabet op; men kræv af mig, hvad du vil –
Ørnulf
(strængt, afbrydende).
(strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor
ligger han?
ligger han?
Gunnar
(peger taus mod baggrunden).
(peger taus mod baggrunden).
Faksimile
s. 66
Ørnulf
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny
og flere, der deltagende vil følge ham):
(går et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny
og flere, der deltagende vil følge ham):
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af sørge-
huset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg!
– Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft) Sønne-
løs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig
bøjet!
(han går langsomt ud.)
huset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg!
– Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft) Sønne-
løs går jeg; men ingen skal sige, at han så mig
bøjet!
Hjørdis
(med tvungen latter).
(med tvungen latter).
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke
trænger vi ikke til at være, om han kommer med
ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er
sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind !
trænger vi ikke til at være, om han kommer med
ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg, det er
sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind !
Sigurd
(oprørt).
(oprørt).
O, skændigt!
Dagny
(ligeså)
(ligeså)
Forhåne ham kan du! Forhåne ham – efter
det, som her er øvet!
det, som her er øvet!
Hjørdis.
Er gerningen gjort, så skal den også prises!
Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls
drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at
han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig;
er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar
er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere
og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!
Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls
drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke, at
han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han mig;
er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar
er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere
og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!
Dagny
(i stærkt oprør)
(i stærkt oprør)
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal alle
vide, at du lever under ræd mands tag!
vide, at du lever under ræd mands tag!
Faksimile
s. 67
Sigurd
(heftigt).
(heftigt).
Dagny, hvad vil du!
Gunnar.
Ræd!
Hjørdis
(med hånlatter).
(med hånlatter).
Vidløst taler du der!
Dagny.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil
du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug
mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at
Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris
aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er
ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og rans-
manden, det hænger ved min husbonds side, – og
ringen, som du drog af din arm, den gav du til
Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den!
du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug
mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre, at
Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; – pris
aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er
ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og rans-
manden, det hænger ved min husbonds side, – og
ringen, som du drog af din arm, den gav du til
Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den!
Hjørdis
(vildt).[HIS: Kun rester av punktum.]
(vildt).[HIS: Kun rester av punktum.]
Sigurd!
Mængden.
Sigurd! Sigurd
øved
dåden!
Hjørdis
(skælvende af sindsbevægelse).
(skælvende af sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt!
Gunnar
(med ædel ro).
(med ædel ro).
Sandt er alt; kun ikke, at jeg er ræd; – jeg
er hverken ræd eller niding.
er hverken ræd eller niding.
Faksimile
s. 68
Sigurd
(bevæget).
(bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været!
(til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted, herfra!
(til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted, herfra!
Dagny
(ved udgangen, til Hjørdis).
(ved udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste mand i laget, min
husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)
husbond eller din!
Hjørdis
(for sig selv).
(for sig selv).
Nu har jeg kun
én
gerning igen; – kun
én
dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!
dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!
Faksimile
TREDJE
AKT
.
(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.[HIS: mangler resten av sceneanvisningen] )
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.[HIS: mangler resten av sceneanvisningen] )
Hjørdis
(idet hun strækker snoren).
(idet hun strækker snoren).
Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene.) kolven
både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet)
men hvor findes den hånd som –! (heftigt.) Forhånet,
forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham
mere end andre, det mærker jeg godt; men mange
dage skal ikke gå med, før jeg har – (grublende) Ja,
men armen, armen, som skal øve den dåd –?
både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet)
men hvor findes den hånd som –! (heftigt.) Forhånet,
forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må hade ham
mere end andre, det mærker jeg godt; men mange
dage skal ikke gå med, før jeg har – (grublende) Ja,
men armen, armen, som skal øve den dåd –?
(Gunnar kommer taus og
tankefuld fra baggrunden
.)
Hjørdis
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Hvor går det dig, min husbond?
Gunnar.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret
glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.
glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.
Hjørdis.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
Faksimile
s. 70
Gunnar.
Det må jeg vel.
(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
hende.)
hende.)
Gunnar.
Hvad gør du der?
Hjørdis
(uden at se op).
(uden at se op).
Binder en buesnor; det ser du nok.
Gunnar
.
En buesnor – af dit eget hår!
Hjørdis
(smilende).
(smilende).
Der avles stordåd med hver time nuomstunder;
du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne
her siden daggry.
du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne
her siden daggry.
Gunnar.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
( ser op).
( ser op).
Hvad er det?
Gunnar.
Hvor var du inat?
Hjørdis.
Inat?
Gunnar.
Du var ikke i sovestuen.
Hjørdis.
Det
véd
du?
Faksimile
s. 71
Gunnar.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige
drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf;
det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg
vågned ; da hørtes det som en fager, forunderlig
sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; –
herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte
blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder
over dem.
drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf;
det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg
vågned ; da hørtes det som en fager, forunderlig
sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; –
herinde, her sad du ved stokilden, – den brændte
blå og rød, – du skæfted pile og kvad galder
over dem.
Hjørdis.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet,[HIS: Skadet komma.]
som skal rammes idag.
som skal rammes idag.
Gunnar.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
Hjørdis.
Hm, kan hænde.
Gunnar.
Det
sker
dig aldrig til
vilje
. Med Sigurd holder
jeg fred, så stærkt du end ægger mig.
jeg fred, så stærkt du end ægger mig.
Hjørdis
(smilende.)
(smilende.)
Mener du det?
Gunnar.
Det
véd
jeg!
Hjørdis
(rækker ham snoren).
(rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den knude der?
Gunnar
(forsøger det).
(forsøger det).
Nej, den er
flettet
for fast og kunstigt.
Faksimile
s. 72
Hjørdis
(rejser sig).
(rejser sig).
Nornens spind er kunstigere
flettet;
det kan du
end mindre løse!
end mindre løse!
Gunnar.
Krumme
er
de mægtiges
veje;
– dem kender
hverken du eller jeg.
hverken du eller jeg.
Hjørdis.
Et
véd
jeg dog
visst
: at Sigurd vil volde usa-
lige kår for os begge.
lige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)
Hjørdis
(der i stilhed har holdt øje med ham).
(der i stilhed har holdt øje med ham).
Hvad tænker du på?
Gunnar.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig
for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver;
Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var
såre bleg. Da sagde jeg: «Er du nu glad, da det
er gjort, som du vilde?» Men du lo og svared :
«Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der
i Sigurds sted».
for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver;
Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var
såre bleg. Da sagde jeg: «Er du nu glad, da det
er gjort, som du vilde?» Men du lo og svared :
«Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der
i Sigurds sted».
Hjørdis
(med tvungen latter).
(med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når[HIS: Skadet 'å'.] slig uvittig drøm
kan være dig hinderlig!
kan være dig hinderlig!
Gunnar.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om
stuen her?
stuen her?
Hjørdis.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes det
mig stundom for trangt herinde.
mig stundom for trangt herinde.
Faksimile
s. 73
Gunnar.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi
er
en
formange.
Hjørdis.
Kan hænde
to.
Gunnar
(der ikke hørte hendes ytring).
(der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på.
Hjørdis
( ser spørgende på ham).
( ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at –?
Gunnar.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg
vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet,
fordi du var mig kærere end alle ting.
vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet,
fordi du var mig kærere end alle ting.
Hjørdis
(tankefuld).
(tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være
bedst for os begge.
bedst for os begge.
Gunnar.
Alt fra den dag, vi
stævned
fra Island, så jeg
nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er
stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes
for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at
jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af
dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig
til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt
det du kræved . (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er
nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.
nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er
stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes
for dig; men, sælsomt, – derved er det mest, at
jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af
dig, – det bæres mig for, at du kunde lokke mig
til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt
det du kræved . (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er
nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.
Hjørdis
(udbrydende).
(udbrydende).
Sigurd!
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
6
Faksimile
s. 74
Gunnar.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder
dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd
skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lyste-
ligt at bære.
dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd
skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lyste-
ligt at bære.
Hjørdis
(i stærk men undertrykt bevægelse).
(i stærk men undertrykt bevægelse).
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?
Gunnar.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.
Hjørdis
(heftigt).
(heftigt).
Hvis så er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt
udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv!
udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv!
Gunnar.
Aldrig!
Hjørdis.
Ved list og svig blev jeg din
hustru;
– det
skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet
her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd
ikke lever mere!
skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet
her; – glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd
ikke lever mere!
Gunnar.
Af min hånd skal ingen
mén
voldes ham (viger
uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
Hjørdis.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe
skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og
dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende –
den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan
hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler
om al den tort, som overgik mig, da han raned mig
i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod
i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!
skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord over mig og
dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende –
den enfoldige kvinde – hos hende sidder han kan
hænde nu i enrum, leflende, og ler over os; mæler
om al den tort, som overgik mig, da han raned mig
Faksimile
s. 75
i dit sted; fortæller, at han listeligt lo, der han stod
i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!
Gunnar.
Det gør han
ikke;
det gør han ikke!
Hjørdis
(stærkt).
(stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække
vejret, før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funk-
lende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig
med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov
hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så
varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!
vejret, før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funk-
lende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig
med det, Gunnar, – da skulde jeg leve med elskov
hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så
varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!
Gunnar
(vaklende).
(vaklende).
Hjørdis! Vilde du –!
Hjørdis.
Hånd på værket, Gunnar, – så skal de tunge
dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af
stuen, når du kommer; ikke tale umilde ord og døve
dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel
og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg
følger dig, – rider du i fredsom færd, jeg rider dig
næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan
fryde dit hjerte!
dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af
stuen, når du kommer; ikke tale umilde ord og døve
dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel
og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg
følger dig, – rider du i fredsom færd, jeg rider dig
næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan
fryde dit hjerte!
Gunnar
(næsten overvunden).
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –!
Hjørdis.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun
hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal
jeg – (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, – kom-
mer du hid!
hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal
6*
Faksimile
s. 76
jeg – (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, – kom-
mer du hid!
Dagny
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Du skynde dig, Gunnar
herse;
– lad dine mænd
ruste sig!
ruste sig!
Gunnar.
Ruste sig? Mod hvem?
Dagny.
Kåre bonde kommer med mange fredløse
folk;
han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men
hvo kan vide –
han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men
hvo kan vide –
Gunnar
(bevæget).
(bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig!
Dagny.
Sigurd er dig forvisst en fuldtro ven.
Gunnar.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte
på –;
ja,
det er som jeg siger, – trolddom ligger over al
din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du
nævner den.
det er som jeg siger, – trolddom ligger over al
din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du
nævner den.
Dagny
(forundret).
(forundret).
Hvad mener du?
Gunnar.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går
jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men
standser og nærmer sig igen.) Sig mig, – hvor går det
Ørnulf?
jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men
standser og nærmer sig igen.) Sig mig, – hvor går det
Ørnulf?
Faksimile
s. 77
Dagny
(sænker hovedet).
(sænker hovedet).
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig
til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; –
der skal hans sønner lægges.
til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; –
der skal hans sønner lægges.
(Gunnar tier og går ud i baggrunden.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
[HIS: mangler sceneanvisning]
Dagny.
Før kvældstid er der ingen fare. (nærmer sig.)
Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til
dig jeg kommer.
Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til
dig jeg kommer.
Hjørdis.
Til mig? Efter
det,
som gik for sig igår?
Dagny.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke
had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter
lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg
voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usa-
ligere end du!
had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter
lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg
voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usa-
ligere end du!
Hjørdis.
Usalig – du; – Sigurds hustru?
Dagny.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, – at der
blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhå-
nelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i!
Ve mig; – så gode var mine kår; men aldrig blir
jeg glad mere efter denne dag.
blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhå-
nelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i!
Ve mig; – så gode var mine kår; men aldrig blir
jeg glad mere efter denne dag.
Hjørdis
(som greben af en pludselig tanke).
(som greben af en pludselig tanke).
Men før – i de fem lange år – i al den tid
var lykken med dig?
var lykken med dig?
Faksimile
s. 78
Dagny.
Kan du tvivle om det!
Hjørdis.
Hm;
igår
tvivled
jeg ikke, men –
Dagny.
Hvad mener du?
Hjørdis.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.
Dagny.
Nej
visst
ikke. Hjørdis, sig mig –!
Hjørdis.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det –
(med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist
på Island; – vi var på thinget sammen med Ørnulf,
din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd
ind i boden.
(med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist
på Island; – vi var på thinget sammen med Ørnulf,
din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd
ind i boden.
Dagny.
Sigurd og Gunnar.
Hjørdis.
De hilste os med høviske lader, satte sig hos
os på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført
mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de
to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for
at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd:
«Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg
kan fæste min hu til.» Ørnulf lo, og mente det
skorted ikke Island på højættede kvinder og heller
ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared :
«Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil
vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår;
ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo
higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid
og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner ; thi
er hun ræd af sind, da times mig liden hæder.» Ej
sandt, så talte Sigurd?
os på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført
mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de
to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for
at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd:
«Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg
kan fæste min hu til.» Ørnulf lo, og mente det
skorted ikke Island på højættede kvinder og heller
ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared :
«Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil
Faksimile
s. 79
vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår;
ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo
higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid
og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner ; thi
er hun ræd af sind, da times mig liden hæder.» Ej
sandt, så talte Sigurd?
Dagny
(usikker).
(usikker).
Det gjorde han – men –
Hjørdis.
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde
gøre ham livet fagert; og så – (med et foragteligt smil)
så kåred han dig!
gøre ham livet fagert; og så – (med et foragteligt smil)
så kåred han dig!
Dagny
(smerteligt studsende).
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –?
Hjørdis.
Se
, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet,
krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres
ved dig; – ej så?
krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres
ved dig; – ej så?
Dagny.
Nej, Hjørdis, men –
Hjørdis.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham
i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden
brændte som stærkest; – har du ikke?
i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden
brændte som stærkest; – har du ikke?
Dagny
(dybt bevæget).
(dybt bevæget).
Nej, nej!
Faksimile
s. 80
Hjørdis.
Har du da været ræd af sind, så at Sigurd
voldtes skam derved?
voldtes skam derved?
Dagny
(overvældet).
(overvældet).
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
(hånligt smilende).
(hånligt smilende).
Men gode
var
dine kår i al den tid; – mener
du, at Sigurd kan sige det samme!
du, at Sigurd kan sige det samme!
Dagny.
Lad mig være.
Ve
mig;
du har gjort mig for
klog på mig selv!
klog på mig selv!
Hjørdis.
Et
skemtsomt
ord, så græder du straks! Tænk
nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg har gjort
idag; (tager nogle pile fra bordet) – hvor spidse og skarpe,
du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile!
nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg har gjort
idag; (tager nogle pile fra bordet) – hvor spidse og skarpe,
du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile!
Dagny.
Og på at bruge dem med; du rammer sikkert,
Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, – på det
tænkte jeg aldrig før. (heftigere.) Men at Sigurd –!
At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhæderligt; – nej, nej, det kan ikke være sandt!
Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, – på det
tænkte jeg aldrig før. (heftigere.) Men at Sigurd –!
At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhæderligt; – nej, nej, det kan ikke være sandt!
Hjørdis.
Nå, nå, trørt dig, Dagny; det er jo heller ikke
sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums
dage, da kunde det så være; dengang stod al hans
hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;
– nu nøjes han med ringere lykke.
sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums
dage, da kunde det så være; dengang stod al hans
hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;
– nu nøjes han med ringere lykke.
Faksimile
s. 81
Dagny.
Nej, Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før;
jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham;
han har dulgt det for mig; men således skal det ikke
blive ved.
jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham;
han har dulgt det for mig; men således skal det ikke
blive ved.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Dagny.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans
færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig.
færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig.
Hjørdis.
Du tænker da på –?
Dagny.
Stille, der kommer folk!
(
[HIS: mangler uttrykket]
En huskarl fra baggrunden.)
Karlen.
Sigurd viking kommer til gården!
Hjørdis.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.
Karlen.
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi
Kåre bonde vil –
Kåre bonde vil –
Hjørdis.
Godt, godt, det
véd
jeg; gå da! (Karlen går; til
Dagny, der ligeledes vil gå.) Hvor vil du hen?
Dagny, der ligeledes vil gå.) Hvor vil du hen?
Dagny.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til
det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu
at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan
jeg ikke.
(går ud til venstre.)
det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu
Faksimile
s. 82
at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan
jeg ikke.
Hjørdis
( ser en stund taus efter hende).
( ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter tanken ved
et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; –
nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø,
men stundom er det dog værre at leve!
et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; –
nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø,
men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)
Hjørdis.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt
dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)
dig ned, ret nu kommer han.
Sigurd.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
Hjørdis.
Mig?
Sigurd.
Og vel var det, jeg traf dig alene.
Hjørdis.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig
visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af
mænd og kvinder.
visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af
mænd og kvinder.
Sigurd.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har
om mig.
om mig.
Hjørdis
(bittert).
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd,
forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom
ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det
var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov
mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til
Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og
foer så fra landet med den kvinde, du havde kær!
forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom
Faksimile
s. 83
ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det
var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov
mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til
Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og
foer så fra landet med den kvinde, du havde kær!
Sigurd.
Mangt værk mægter mænds
vilje
at
fremme;
men de store gerninger styres af skæbnen, – så er
det gået med os to.
men de store gerninger styres af skæbnen, – så er
det gået med os to.
Hjørdis.
Vel sandt; onde norner
råder
over
verden;
men
deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i
vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok
til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg
nu vil gøre.
deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i
vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok
til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg
nu vil gøre.
Sigurd.
Hvad mener du?
Hjørdis.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem – med
dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere
om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)
dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere
om det; jeg har meget at gøre idag.
Sigurd
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar.
Hjørdis
(med et stille smil).
(med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.
Sigurd.
Det må vel komme ud på et.
Faksimile
s. 84
Hjørdis.
Å
ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen,
da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde,
læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med for-
andret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom
tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker
øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til
landet; – han vil brænde os inde, mig og min hus-
bond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og
jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – «Et
bueskud,» siger Gunnar, «et eneste kan frelse os;» –
da brister snoren – «Hjørdis, skær en fletning af
dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder
livet!» – Men jeg ler – «Lad brænde, lad brænde
– livet er mig ikke en håndfuld hår værd!»
da skal du og Gunnar sent eller tidligt – (holder inde,
læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med for-
andret udtryk i stemmen:) Hm; véd du, hvad mig stundom
tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker
øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til
landet; – han vil brænde os inde, mig og min hus-
bond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og
jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – «Et
bueskud,» siger Gunnar, «et eneste kan frelse os;» –
da brister snoren – «Hjørdis, skær en fletning af
dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder
livet!» – Men jeg ler – «Lad brænde, lad brænde
– livet er mig ikke en håndfuld hår værd!»
Sigurd.
Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)
Hjørdis
( ser koldt på ham).
( ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig?
Sigurd.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis,
det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som
nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke
rejse; du må kende mig bedre.
det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som
nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke
rejse; du må kende mig bedre.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Sigurd.
Fortælle dig en saga.
Faksimile
s. 85
Hjørdis.
Er den tung?
Sigurd.
Tung, som livet selv.
Hjørdis
(bittert).
(bittert).
Véd
du,
at livet kan være tungt?
Sigurd.
Døm om det, når min saga er ude.
Hjørdis.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)
Sigurd.
Der var engang to unge hærmænd, som
sejled
fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde til-
sagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
vide de end foer om.
fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde til-
sagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
vide de end foer om.
Hjørdis.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
Sigurd.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe
kom de til Island; der bode en gammel landnams-
mand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider.
Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene,
hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun
var forstandig og stærk af sind, og hærmændene
talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde
set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.
kom de til Island; der bode en gammel landnams-
mand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider.
Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene,
hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun
var forstandig og stærk af sind, og hærmændene
talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde
set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.
Hjørdis
(spændt)
(spændt)
Begge? Vil du spotte mig!
Faksimile
s. 86
Sigurd.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det
gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på
hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende;
men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at
skønne.
gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på
hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende;
men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at
skønne.
Hjørdis
(åndeløs).
(åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –!
Sigurd.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på
hende;
men det var der ingen som vidste om. Da hændte
det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende,
uden den, der øved et storværk, som hun nævnte.
Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte
kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham
i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med
sin, og gik så til –
men det var der ingen som vidste om. Da hændte
det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende,
uden den, der øved et storværk, som hun nævnte.
Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte
kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham
i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med
sin, og gik så til –
Hjørdis
(udbrydende).
(udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den saga – er
den sand?
den sand?
Sigurd.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar
var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle.
Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden
kvinde.[HIS: Svakt punktum.]
var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle.
Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden
kvinde.[HIS: Svakt punktum.]
Hjørdis.
Og fik hende kær?
Sigurd.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun
én
kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde,
som var ham gram fra den første dag de mødtes.
(rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. –
Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde,
Faksimile
s. 87
som var ham gram fra den første dag de mødtes.
(rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. –
Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
Hjørdis
(springer op).
(springer op).
Nej bliv!
Ve
os begge; Sigurd, hvad har du
gjort!
gjort!
Sigurd
(studsende).
(studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
Hjørdis.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det
kan ej være sandhed!
kan ej være sandhed!
Sigurd.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er
sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere,
derfor måtte jeg tale nu.
sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere,
derfor måtte jeg tale nu.
Hjørdis
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (heftigt, idet hun træder
tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! ( ser stivt på ham og ud-
bryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for
os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)
tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! ( ser stivt på ham og ud-
bryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt for
os begge!
Sigurd
(forfærdet).
(forfærdet).
Hjørdis!
Hjørdis
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var
kun
det jeg
mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har
ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som
du nævnte, – hun har elsket dig igen!
mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har
Faksimile
s. 88
ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som
du nævnte, – hun har elsket dig igen!
Sigurd
(farer tilbage).[HIS: Svakt punktum.]
(farer tilbage).[HIS: Svakt punktum.]
Du!
Hjørdis
(med fatning).
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg
nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad
kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min
elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes
mig stedse at være den ypperligste af alle mænd;
og så at vide dig som en andens husbond, – det
voldte mig hin bitre ve , som jeg ikke selv forstod!
nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad
kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min
elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes
mig stedse at være den ypperligste af alle mænd;
og så at vide dig som en andens husbond, – det
voldte mig hin bitre ve , som jeg ikke selv forstod!
Sigurd
(rystet).
(rystet).
Et usaligt spind
har
nornen spundet om os to.
Hjørdis.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer
det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære
vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg
forvisst på dig; – og dog kunde du –!
det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære
vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg
forvisst på dig; – og dog kunde du –!
Sigurd.
Jeg kendte Gunnars
sjælesot;
jeg alene kunde
læge den; – hvad var vel så for mig at vælge
mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd ,
da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så
stærk en magt.
læge den; – hvad var vel så for mig at vælge
mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd ,
da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så
stærk en magt.
Hjørdis
(rask).
(rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt os
ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som
kommer , skal give os vederlag.
ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som
kommer , skal give os vederlag.
Faksimile
s. 89
Sigurd
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Det kan ej
ske
; vi må jo skilles igen.
Hjørdis.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu
sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende,
som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle
vældige magter, jeg kunde endda elske dig således,
som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel
en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil
det, og så er legen vunden.
sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende,
som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle
vældige magter, jeg kunde endda elske dig således,
som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel
en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil
det, og så er legen vunden.
Sigurd
Fri? Hvad mener du?
Hjørdis.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel
være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine
lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle
liv forspildes!
være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine
lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle
liv forspildes!
Sigurd.[HIS: Svakt punktum.]
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.[HIS: Svakt punktum.]
Lad Gunnar blive
her;
lad Dagny fare til Island
med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor
du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som
din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en
anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet
dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som
hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge
dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit
navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg
stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og
vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det
bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor
du stævner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som
din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en
anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet
dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som
hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge
dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit
navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg
stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og
vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det
bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
7
Faksimile
s. 90
Sigurd.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det
for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der
har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge
elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden
derved, så må ikke min gerning være fåfængt . Og
nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra
hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg
længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.
for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der
har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge
elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden
derved, så må ikke min gerning være fåfængt . Og
nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra
hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg
længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.
Hjørdis.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel
på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og
derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du
det nu længer kan være sømmelig lod for mig at
sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig,
her er mangt at tage hånd i for en mand som du.
Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange
gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne
mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride
og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers
kongestol!
på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og
derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du
det nu længer kan være sømmelig lod for mig at
sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig,
her er mangt at tage hånd i for en mand som du.
Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange
gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne
mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride
og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers
kongestol!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde
ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke!
ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke!
Hjørdis
(med højhed).
(med højhed).
Det er nornens råd, at vi to skal holde
sam-
men; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv
i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du
har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her;
jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det
ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du
elsker mig.
men; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv
i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du
har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her;
jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det
ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du
elsker mig.
Faksimile
s. 91
Sigurd
(med tvungen kulde).
(med tvungen kulde).
Hvis så
er,
– da
vid
, – jeg har elsket dig;
nu er det forbi; – jeg har glemt de dage.
nu er det forbi; – jeg har glemt de dage.
Hjørdis.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd,
at har du engang elsket mig, da kan du aldrig
glemme det.
at har du engang elsket mig, da kan du aldrig
glemme det.
Sigurd
(heftigt).
(heftigt).
Det må
jeg;
det vil jeg nu!
Hjørdis.
Lad så
være;
men du kan det ikke! Hindre
mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal
Gunnar og Dagny vide alt.
mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal
Gunnar og Dagny vide alt.
Sigurd.
Ha, det gør du ikke!
Hjørdis.[HIS: Skadet punktum.]
Det gør jeg!
Sigurd.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet
tyktes
du mig før at være.
du mig før at være.
Hjørdis.
Onde dage
føder
onde tanker; for stor er den
lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, –
ud i livet og i striden; det er mig for lavt under
loftet i Gunnar herses stue!
lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, –
ud i livet og i striden; det er mig for lavt under
loftet i Gunnar herses stue!
Sigurd
(med eftertryk).
(med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet
højt; der er skellig grund til strid mellem mig og
Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde
du endda røbe alt og følge mig?
højt; der er skellig grund til strid mellem mig og
7*
Faksimile
s. 92
Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde
du endda røbe alt og følge mig?
Hjørdis
(studsende).
(studsende).
Hvi spørger du så?
Sigurd.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg
blev din husbonds banemand?
blev din husbonds banemand?
Hjørdis
( ser stivt på ham).
( ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile, før jeg havde
fået dig fældet.
fået dig fældet.
Sigurd
(med et smil).
(med et smil).
Godt,
Hjørdis;
– det vidste jeg vel.
Hjørdis
(hastigt).
(hastigt).
Men så kan ej
ske
!
Sigurd.
Det må
ske
; selv har du nu kastet tærning om
Gunnars liv og om mit!
Gunnars liv og om mit!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)
Gunnar
(mørk, til Hjørdis).
(mørk, til Hjørdis).
Se
så;
nu spirer den sæd du har sået!
Sigurd
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Hvad går dig imod?
Gunnar.
Sigurd, er det dig? Hvad der går mig imod?
Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny,
din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog
jeg min hest og red til mine grander for at søge
hjælp mod ham.
Faksimile
s. 93
Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny,
din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog
jeg min hest og red til mine grander for at søge
hjælp mod ham.
Hjørdis
(spændt).
(spændt).
Nu?
Gunnar.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd
mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm,
der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig
påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu
for skændsel at dele sag med mig.
mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm,
der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig
påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu
for skændsel at dele sag med mig.
Sigurd.
Længe skal ikke det holdes for skændsel; før
kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod
Kåre.
kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod
Kåre.
Gunnar.
Sigurd!
Hjørdis
(sagte, triumferende).
(sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok!
Sigurd
(med tvungen styrke).
(med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi hør
nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf,
min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til
holmgang imorgen, såsnart solen rinder!
nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf,
min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til
holmgang imorgen, såsnart solen rinder!
Hjørdis
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig
og bliver ubevægelig stående under det følgende).
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig
og bliver ubevægelig stående under det følgende).
Faksimile
s. 94
Gunnar
(i højeste overraskelse).
(i højeste overraskelse).
Til holmgang –!
Mig!
– Du
skemter
, Sigurd!
Sigurd.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det
blir
et
brikkespil på liv og død; en af os må falde!
brikkespil på liv og død; en af os må falde!
Gunnar
(bittert).
(bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med
Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny!
Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny!
Sigurd.
Kan hænde
! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde
må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i
baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og
sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig;
ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben
på Sigurd viking!
må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i
baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og
sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig;
ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben
på Sigurd viking!
(Karlene
går
ud i baggrunden.)
Gunnar
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg
dig! Du vover nu livet for min hæder, som du for-
dum voved det for min lykke!
dig! Du vover nu livet for min hæder, som du for-
dum voved det for min lykke!
Sigurd.
Tak din hustru; hun har mest
del
i min færd.[HIS: Kun rester av punktum.]
Imorgen når Solen rinder –
Imorgen når Solen rinder –
Gunnar.
Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have
et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.
et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.
Sigurd.
Tak; men lad det
hænge;
– ingen
véd
, om jeg
næste kvæld har brug for det.
næste kvæld har brug for det.
Faksimile
s. 95
Gunnar
(ryster hans hånd).
(ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd!
Sigurd.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis
og går ud i baggrunden.)
og går ud i baggrunden.)
Hjørdis
(efter en pause, sagte og tankefuld).
(efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt
og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde
hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive
sammen!
og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde
hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive
sammen!
Faksimile
FJERDE
AKT
.
(Ved strandbredden. Det er aften; månen
ses
fra og til mellem mørke
sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug .)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug .)
(Ørnulf sidder på en
sten
til højre
i forgrunden med blottet hoved,
albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans
mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort op-
hold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)
albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans
mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort op-
hold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)
Dagny
(dæmpet).
(dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej,
tal ikke til ham!
tal ikke til ham!
Sigurd.
Du har
ret;
det er for tidligt; lad ham heller
sidde med sig selv.
sidde med sig selv.
Dagny
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs lig
på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen;
men da de alle var lagt derinde, og jord og stene
kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som
han sluknede. (tørrer tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når
tænker du at fare hjem til Island?
på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen;
men da de alle var lagt derinde, og jord og stene
kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som
han sluknede. (tørrer tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når
tænker du at fare hjem til Island?
Faksimile
s. 97
Sigurd.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min
handel med Gunnar herse.
handel med Gunnar herse.
Dagny.
Og så vil du købe land og bygge dig en gård
og aldrig fare i leding mere?
og aldrig fare i leding mere?
Sigurd.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.
Dagny.
Og jeg tør forvisst tro, at Hjørdis bedrog mig,
da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv?
da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv?
Sigurd.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.
Dagny.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt
det onde værk, som her er øvet. I de lange vinter-
kvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis,
og –
det onde værk, som her er øvet. I de lange vinter-
kvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis,
og –
Sigurd.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn
aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!
aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!
Dagny
(mildt bebrejdende).
(mildt bebrejdende).
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd,
det ligner dig lidet!
det ligner dig lidet!
En af mændene
(nærmer sig)
(nærmer sig)
Se
så, nu er haugen istand.
Faksimile
s. 98
Ørnulf
(ligesom opvågnende).
(ligesom opvågnende).
Haugen? Er den – nå ja –
Sigurd.
Tal nu til ham,
Dagny!
Dagny
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Fader, det er koldt
herude;
det trækker op til
uvejr inat.
uvejr inat.
Ørnulf.
Hm;
bryd dig ikke om
det;
haugen er bygget
tæt og godt; de ligger lunt derinde.
tæt og godt; de ligger lunt derinde.
Dagny
Ja,
men du –
Ørnulf.
Jeg? Jeg fryser ikke.
Dagny.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind?
Natverdsbordet står rede.
Natverdsbordet står rede.
Ørnulf.[HIS: Kun rester av punktum.]
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.
Dagny.
Men at sidde her så stille; tro mig, det båder
dig ikke; du er lidet vant til det.
dig ikke; du er lidet vant til det.
Ørnulf.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for
bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig
bringen; jeg kan ikke trække vejret.
hos ham [HIS: Punktum mangler. Mellomrom intakt.])
Faksimile
s. 99
Dagny.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med
til Island?
til Island?
Ørnulf
(uden at se op).
(uden at se op).
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.
Dagny
( smerteligt ).
( smerteligt ).
Fader!
Ørnulf
(løfter hovedet).
(løfter hovedet).
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om
mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.
mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.
Sigurd.
Sligt kan du ikke tænke på!
Ørnulf.[HIS: Kun rester av punktum.]
Undres dig, at jeg vil hvile! Mit dagværk er
jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (heftigt.) Gå
fra mig! – Gå, gå!
(han
skjuler
igen sit ansigt.)
jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (heftigt.) Gå
fra mig! – Gå, gå!
Sigurd
(sagte til Dagny, som rejser sig).
(sagte til Dagny, som rejser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.
Dagny.
Nej, jeg får friste et råd
til;
– jeg kender ham.
(til Ørnulf.) Dit dagværk er endt, siger du; det er det
dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er
jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.
(til Ørnulf.) Dit dagværk er endt, siger du; det er det
dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er
jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.
Ørnulf
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er
jeg for gammel.
jeg for gammel.
Faksimile
s. 100
Dagny.
Det må du dog; hæderlige mænd
var
dine sønner
alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen
i ætten uden du.
alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen
i ætten uden du.
Ørnulf
( ser spørgende på Sigurd).
( ser spørgende på Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
Sigurd.
Mig tykkes, at så er billigt; du får gøre som
hun siger.
hun siger.
Dagny.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når
arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet
kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du
tid nok.
arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet
kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du
tid nok.
Ørnulf.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til,
at du siden kan riste kvadet på kævle!
(Mændene
nærmer
sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om
at du siden kan riste kvadet på kævle!
ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som
svær-mod
stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skænked
evne mig at
sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
(rejser sig.)
Faksimile
s. 101
Harmfuld norne
hærged
hårdt mig verdens
veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder
givet; –
nu går gubben
ensom,
sønneløs i livet.
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår,
som gævest gærde.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner
døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Thorolf, –
du,
min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!
Vén
du var, som våren,
mod din fader
kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.
Ulivs-sår,
usaligt,
værste
ve
mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Faksimile
s. 102
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed
smertens
rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er
visst
mit
værge.
Fik jeg guders evne,
én
da blev min idræt:
nornens færd at
hævne.
Én
da blev min
gerning:
nornens fald at
friste,
–
hun,
som har mig røvet
alt – og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun
ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød
at
drikke.
(med stigende begejstring.)
Mine sønner tog
hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at
sjunge.
På min mund hun lagde
sangens fagre
gave; –
lydt da lad den
klinge,
selv ved sønners grave!
Hil jer
,
sønner gæve
!
Hil
jer,
der I
rider
!
Gudegaven læger
verdens
ve
og
kvider
!
Faksimile
s. 103
(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt):
Se
så; nu er Ørnulf stærk og sund igen. (til
mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har
havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)
mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har
havt et tungt dagværk!
Dagny.
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig
så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind?
så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind?
Sigurd.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig,
er
alle ting
rede til imorgen?
rede til imorgen?
Dagny.
Det
er
de; et silkesømmet
lin
ligger inde på
bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod
Gunnar, så jeg har ej grædt derved.
bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod
Gunnar, så jeg har ej grædt derved.
Sigurd.
Det give alle gode
magter,
at du aldrig må
græde for min skyld.
(han standser og
ser
ud.)
græde for min skyld.
Dagny.
Hvad lytter du på?
Sigurd.
Hører du ikke – der!
(peger
til venstre
.)
Dagny.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!
Sigurd
(idet han går lidt op mod baggrunden).
(idet han går lidt op mod baggrunden).
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr.
(råber.) Hvem kommer?
(råber.) Hvem kommer?
Faksimile
s. 104
Kåre bonde
(udenfor til venstre ).
(udenfor til venstre ).
Kendte folk, Sigurd viking!
(
[HIS: mangler uttrykket]
Kåre bonde
med
en flok bevæbnede mænd fra venstre.)
Sigurd.
Hvor
agter
I jer hen?
Kåre.
Til Gunnar herses gård!
Sigurd.
Med ufred?
Kåre.
Ja, det kan du lide på! Du
hindred
mig før;
men nu tænker jeg det er dig kært nok!
men nu tænker jeg det er dig kært nok!
Sigurd.
Kan vel være.
Kåre.
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men
går det som jeg vil, så kommer han med vege våben
til mødet.
går det som jeg vil, så kommer han med vege våben
til mødet.
Sigurd.
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig,
bonde!
bonde!
Kåre
(med trodsig latter).
(med trodsig latter).
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så
skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand, se her
går vejen!
(de
går
alle ud til højre i baggrunden.)
skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand, se her
går vejen!
Dagny.
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!
Faksimile
s. 105
Sigurd
(går rask hen til døren og råber ind):
(går rask hen til døren og råber ind):
Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre
bonde!
bonde!
Ørnulf
(kommer ud med de øvrige).
(kommer ud med de øvrige).
Kåre
bonde,
– hvor er han?
Sigurd.
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde
folkene inde!
folkene inde!
Ørnulf.
Ha, ha, – lad ham det, så får jeg hævn over
Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg
søge Kåre.
Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg
søge Kåre.
Sigurd.
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat,
hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så
stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til
holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv
– nå ja, ligegodt, – inat må han skærmes mod
sine uvenner; ilde var det, om slig ugerningsmand,
som Kåre, tog hævnen fra mig!
hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så
stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til
holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv
– nå ja, ligegodt, – inat må han skærmes mod
sine uvenner; ilde var det, om slig ugerningsmand,
som Kåre, tog hævnen fra mig!
Ørnulf.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs
bane; men imorgen må han fældes!
bane; men imorgen må han fældes!
Sigurd.
Han eller jeg, – det kan du lide på!
Ørnulf.
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt!
(han går med mændene
til højre
i baggrunden.)
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
8
Faksimile
s. 106
Sigurd.
Dagny, følg
med;
– jeg må
blive;
thi rygtet
om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og
jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men
du, – styr og råd din fader; hæderligt må han fare
frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén
må voldes Hjørdis eller de andre.
om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og
jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men
du, – styr og råd din fader; hæderligt må han fare
frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén
må voldes Hjørdis eller de andre.
Dagny.
Ja ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog;
tak for det hjertelag!
tak for det hjertelag!
Sigurd.
Gå,
gå,
Dagny!
Dagny.
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge:
hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig
nok selv.
hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig
nok selv.
Sigurd.
Det tænker jeg
med;
men gå du
endda;
styr
din faders færd; våg over alle og – over Gunnars
hustru?
din faders færd; våg over alle og – over Gunnars
hustru?
Dagny.
Lid på mig. Vel mødt igen!
(hun går efter de forrige.)
Sigurd.
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står
våbenløs, mens du er stedt i fare. (lytter.) Jeg hører
skrig og sværdhug; – de er alt ved gården. (vil over
til højre, men standser og viger forbauset tilbage.) Hjørdis! Hun
kommer hid!
våbenløs, mens du er stedt i fare. (lytter.) Jeg hører
skrig og sværdhug; – de er alt ved gården. (vil over
til højre, men standser og viger forbauset tilbage.) Hjørdis! Hun
kommer hid!
(
[HIS: mangler ordet]
Hjørdis, klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker:
hjelm, pandser, arm- og benskinner . Hendes hår er udslået; på ryggen
bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun
buen med hårsnoren.)
hjelm, pandser, arm- og benskinner . Hendes hår er udslået; på ryggen
bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun
buen med hårsnoren.)
Faksimile
s. 107
Hjørdis
( [HIS: mangler tekst] ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af noget, der for-
fulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger
dæmpet):
( [HIS: mangler tekst] ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af noget, der for-
fulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger
dæmpet):
Sigurd, Sigurd, kan du
se
den?
Sigurd.
Hvem? Hvor?
Hjørdis.
Ulven der – lige ved; den rører sig
ikke;
den
ser på mig med to røde øjne! – Det er min fylgje,
Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det
betyder, at jeg visselig skal dø inat!
ser på mig med to røde øjne! – Det er min fylgje,
Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det
betyder, at jeg visselig skal dø inat!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den
varslet mig.
varslet mig.
Sigurd.
Du er syg; kom og gå ind!
Hjørdis.
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!
Sigurd.
Hvad er der hændt med dig?
Hjørdis.
Hvad der er hændt? Det
véd
jeg
ikke;
men
sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny
stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi;
da kan vi blive sammen!
sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny
stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi;
da kan vi blive sammen!
Sigurd.
Vi? Ha, du mener –!
8*
Faksimile
s. 108
Hjørdis
(med højhed).
(med højhed).
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog
en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle
gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven, –
alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han
det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv
forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som
siger, at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde
løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes,
for at jeg i én mand kunde finde alt det, der tyktes
mig stort og ypperligt; thi det véd jeg, Sigurd, –
havde vi to holdt sammen, da var du bleven navn-
kundigere og jeg lykkeligere end alle andre!
en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle
gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven, –
alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han
det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv
forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som
siger, at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde
løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes,
for at jeg i én mand kunde finde alt det, der tyktes
mig stort og ypperligt; thi det véd jeg, Sigurd, –
havde vi to holdt sammen, da var du bleven navn-
kundigere og jeg lykkeligere end alle andre!
Sigurd.
Unyttig er den klage nu. Mener du det er
lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være
Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes
ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.
lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være
Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes
ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.
Hjørdis
(under stigende vildhed).
(under stigende vildhed).
Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge
gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg
sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den!
(lægger en pil i buen, der er spændt.) Hør! Hør, hvor det
suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg
har hekset dem hid; – i lag med dem skal vi
følges!
gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg
sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den!
(lægger en pil i buen, der er spændt.) Hør! Hør, hvor det
suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg
har hekset dem hid; – i lag med dem skal vi
følges!
Sigurd
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
Hjørdis
(uden at agte på ham).
(uden at agte på ham).
Ingen magt kan ændre vor skæbne nu! O, ja
– det er også bedre så, end om du havde fæstet
mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på
din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom,
– fy, fy!
Faksimile
s. 109
– det er også bedre så, end om du havde fæstet
mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på
din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom,
– fy, fy!
Sigurd.
Hold op! Din trolddomskunst har været dig
overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig! (for-
færdet.) Ha, se – se ! Gunnars gård, – den brænder!
overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig! (for-
færdet.) Ha, se – se ! Gunnars gård, – den brænder!
Hjørdis.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er
bedre end Gunnars bjælkestue!
bedre end Gunnars bjælkestue!
Sigurd.
Men Egil, din søn, – de
fælder
ham!
Hjørdis.
Lad fældes, – så fældes min skændsel med det
samme!
samme!
Sigurd.
Og
Gunnar,
– de
tager
din
husbonds
liv!
Hjørdis.
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg
følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her
i landet gror ikke lykken for mig; – den hvide gud
kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde
med; de gamle er ikke stærke, som før; – de sover ,
de sidder halvt som skygger; – med dem vil vi
strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på
himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst
(Uvejret bryder løs.) Hør, hør, der kommer vort følge!
Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og
en for dig! (kaster buen til kinden og skyder.) Så far da den
sidste færd!
følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her
i landet gror ikke lykken for mig; – den hvide gud
kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde
med; de gamle er ikke stærke, som før; – de sover ,
de sidder halvt som skygger; – med dem vil vi
strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på
himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst
(Uvejret bryder løs.) Hør, hør, der kommer vort følge!
Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og
en for dig! (kaster buen til kinden og skyder.) Så far da den
sidste færd!
Faksimile
s. 110
Sigurd.
Vel truffet, Hjørdis!
(han falder.)
Hjørdis
(jublende, idet hun iler hen til ham).
(jublende, idet hun iler hen til ham).
Sigurd, min broder, – nu
hører
vi hinanden til!
Sigurd.
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi
jeg er en kristnet mand.
jeg er en kristnet mand.
Hjørdis
(forfærdet).
(forfærdet).
Du –! Ha, nej, nej!
Sigurd.
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har
lært mig ham at kende; – det er op til ham jeg
nu går.
lært mig ham at kende; – det er op til ham jeg
nu går.
Hjørdis
(i fortvivlelse).
(i fortvivlelse).
Og jeg –! (slipper buen.)
Ve
,
ve
!
Sigurd.
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig
ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar. Tak,
Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
(
dør
.)
ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar. Tak,
Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
Hjørdis
(stille).
(stille).
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl!
(Uvejret vokser, hun udbryder vildt.) De kommer ! Jeg har
galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger jer
ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper
ej; – de ser mig; de ler og vinker , de sporer sine
heste! (iler ud på fjeldkanten i baggrunden.) Der er de over
mig; – og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund
kan hænde!
(hun styrter sig ud.)
(Uvejret vokser, hun udbryder vildt.) De kommer ! Jeg har
galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger jer
ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper
ej; – de ser mig; de ler og vinker , de sporer sine
Faksimile
s. 111
heste! (iler ud på fjeldkanten i baggrunden.) Der er de over
mig; – og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund
kan hænde!
(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds mænd kommer efter-
hånden ind fra højre.)
hånden ind fra højre.)
Ørnulf
(vendt mod gravhaugen).
(vendt mod gravhaugen).
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet
ligger
I ikke!
Dagny
(kommer).
(kommer).
Fader, fader, – skrækken dræber mig; – al
den blodige færd – og uvejret; – hør, hør!
den blodige færd – og uvejret; – hør, hør!
Gunnar
(med Egil på armen).
(med Egil på armen).
Giv fred og ly for mit barn!
Ørnulf.
Gunnar herse!
Gunnar.
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende
faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes!
faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes!
Ørnulf.
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det
er utrygt herude!
er utrygt herude!
Dagny.
Ja, ind, ind! (går henimod
bådhuset,
får øje på liget og ud-
støder et skrig:) Sigurd, min husbond; – de har dræbt
ham!
(kaster sig ned ved ham.)
støder et skrig:) Sigurd, min husbond; – de har dræbt
ham!
Faksimile
s. 112
Ørnulf
(iler til).
(iler til).
Sigurd!
Gunnar
(sætter Egil ned).
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt!
Dagny
( ser fortvivlet på mændene, der står om den døde).
( ser fortvivlet på mændene, der står om den døde).
Nej,
nej,
det er ikke
så;
– han må være ilive
endnu! (bemærker buen.) Ha, hvad er det!
(rejser sig.)
endnu! (bemærker buen.) Ha, hvad er det!
Ørnulf.
Datter, det er
nok,
som du først sagde, – Sigurd
er fældet.
er fældet.
Gunnar
(som greben af en pludselig tanke).
(som greben af en pludselig tanke).
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
Dagny
(sagte og med fatning).
(sagte og med fatning).
Jeg
véd
ikke; men det
véd
jeg, at hendes bue
har været her.
har været her.
Gunnar.
Ja, jeg tænkte det nok!
Dagny.
Ti, ti! (for sig selv.) Så bittert har hun da hadet
ham!
ham!
Gunnar
(sagte).
(sagte).
Fældet ham – natten før holmgangen; så har
hun endda elsket mig.
hun endda elsket mig.
(Alle
farer
forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)
Faksimile
s. 113
Egil
(med skræk).
(med skræk).
Fader!
Se
,
se!
Gunnar.
Hvad er
det?
Egil.
Deroppe – alle de sorte heste –!
Gunnar.
Det er skyerne, som –
Ørnulf.
Nej, det er de dødes
hjemfærd.
Egil
(med et skrig).
(med et skrig).
Moder er med dem!
Dagny.
Alle gode magter!
Gunnar.
Barn, hvad siger du!
Egil.
Der – foran – på den sorte hest! Fader,
fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret
drager
fader!
forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)
Gunnar
(stille og smerteligt ).
(stille og smerteligt ).
Nu er Hjørdis visselig død!
Ørnulf.
Det er vel så,
Gunnar;
– og på hende havde
jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet
for os begge; – – der er min hånd; fred og for-
soning!
jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet
Faksimile
s. 114
for os begge; – – der er min hånd; fred og for-
soning!
Gunnar.
Tak, Ørnulf! Og nu
tilskibs;
jeg farer med til
Island!
Island!
Ørnulf.
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over
nordens
lande!
